Kusamas uendelige rum

For nogen tid siden så jeg en spændende tv-udsendelse om den fantastiske 86-årige japanske kunstner Yayoi Kusama, så jeg glædede mig til at se den nyåbnede udstilling med Kusama i uendeligheden på Louisiana. jeg blev ikke skuffet – tværtimod. Det er en fremragende udstilling, som byder på en sand fest for sanserne – en af de bedste i landet i årevis. Kusama er blevet kaldt polkaprikkernes mester, og man får da også prikker både for øjnene og på sjælen. Men udstillingen viser også, at hun er meget mere end de polkaprikker, der har gjort hende poulær i offentligheden og hos forretningsfolk. Udstillingen er kurateret af Louisianas museumsinspektør Marie Laurberg, som, i sin indgående research i Kusamas arkiv og værk, blandt andet har opholdt sig på kunstnerens atelier i Tokyo. Udstillingen rummer arkivmateriale og flere væsentlige værker fra den tidlige periode, som aldrig før har været udstillet, herunder nogle af de allerførste billeder, hun malede i Japan, og som hun havde med til USA, hvor hun boede og arbejdede fra 1957 til 1972. Det er en stor oplevelse at se hendes tidlige billeder samt hendes Infinity Nets-serie, som blev hendes gennembrud i USA. Det er interessant at iagttage hendes allerførste værker og opdage lighederne med hendes seneste billedserier. Udstillingen giver også et fortrinligt indblik i Kusamas ‘ophobnings-objekter’, performances, film og installationer. Lige siden hendes Infinity Nets har hendes arbejde kredset om ‘uendeligheden’ – malerier, der i sin tilsyneladende udendelige repetition stræber mod uendeligheden og ikke mindst hendes installationer, der ved hjælp af spejlvirkninger skaber fascinerende, uendelige rum. Det lyder banalt, men det er faktisk en udstilling, der giver oplevelser for hele familien – med eller uden forudsætninger.

Der er et par små film med Kusama på den glimrende Louisiana-Channel: http://channel.louisiana.dk/search/content/kusamaog desuden er der selvfølgelig en række film på YouTube, hvor man kan følge hendes arbejdsproces.

I forbindelse med udstillingen præsenterer Louisiana et foredragsprogram, der belyser Kusamas værk fra forskellige vinkler. Arrangementerne er gratis for museets gæster.

Louisiana: 17. september 2015 – 24. januar 2016

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.