SMKs nye, store udstilling Art in the Making lover desværre mere, end den holder. Ideen er god nok – hvordan bliver et kunstværk til, og hvad fortæller arbejdsprocessen os om det færdige resultat? Men det ligger endog meget tungt med eksemplerne på arbejdsprocesserne. Udstillingen er mest blevet en præsentation af sjældent sete tegninger fra Den Kongelige Kobberstiksamling. Store kunstneres skitseværker er jo altid interessante at studere, men på denne udstilling er der ikke umiddelbart megen sammenhæng mellem skitserne og de færdige værker. Hertil kommer, at de færdige malerier ofte er reproduktioner gengivet så bittesmå, at de næsten er umulige at iagttage, ligesom de er placeret helt nede ved titelskiltene, så man nærmest skal ligge ned for at se dem. Når der reklameres med, at man kan følge kunstnernes ideer og de arbejdsprocesser værkerne gennemgår før det færdige resultat, er det altså en virkelig tynd kop te! Ideen er mest heldigt gennemført med Krøyers portræt af Sophus Schandorph, hvor man kan studere hele fem skitser, samt skitserne til Edvard Weies store maleri Faun og nymfe. Det er også interessant at se Niels Larsen Stevns avisudklip som forlæg for personers positurer i hans malerier. Det er således et par danske klassikere, der fungerer bedst på udstillingen og ikke de store udenlandske navne, der ellers reklameres med. Det ville måske være en idé at følge op med skitser og færdige værker af nutidige kunstnere, hvor der nok er mere materiale tilgængeligt, så udstillingen kan leve op til sit navn. Hvorfor skal titlen i øvrigt være på engelsk? Men en genial idé er dog det tegneværksted, der er oprettet på udstillingen. Her kan børn og voksne afprøve egne færdigheder med opstillede modeldukker. I vinterferien kan børn skabe sine helt egne mesterværker, de kan lave skitser af deres idéer, inden de går i gang med at modellere og male det endelige mesterværk, og museets huskunstnere står oven i købet klar til at hjælpe fantasien på gled. Anbefalet alder: 3+ år.
SMK: 8. februar – 6. maj 2018