På udstillingen To Rum i Den Sorte Diamant udforsker Ismar Čirkinagić og Per Bak Jensen ifølge det skriftlige materiale krigens væsen og de spor, den sætter i civilisationer og kulturer. Ismar Čirkinagić flygtede i 1990’erne fra krigen i Bosnien-Hercegovina, og har således et indgående kendskab til krig og ufred og tager i sine værker udgangspunkt i faktiske begivenheder og fortællinger. Per Bak Jensen ser udefra ind i krigens gru og forsøger at finde visuelle allegorier over en civilisations afgrund, der for ham og for de fleste mennesker er helt ubegribelig.
Udstillingen er æstetisk flot sat op – fra man træder ned til den dæmpede belysning og ser teksterne på væggen ved indgangen og til man træder ind i selve udstillingen, hvor alt er sat nydeligt og snorlige op. Men hvad har det hele med krig at gøre? Ja, her må man ty til teksterne i udstillingsfolderen for overhovedet at få en idé om, hvordan denne superæstetik hænger sammen med krig og gru. Det er tekster som “Vi lever i en verden, der bygger på logiske forbindelser, og derfor forstår vi ikke essensen af de fænomener og ting, vi er omgivet af, men tyder disse gennem deres kausalitet i forhold til os selv. Vores viden er således formålsbestemt og subjektiv. Dette subjektivitets princip …” osv. osv. Tak for kaffe ..!
Værket Distant frontier består af 100 dyre franske årgangsvine, der står på rad og række. Et par stikprøver viser, at det er vine til omkring 1.000 kr. stykket. Hvis man kigger nøje efter er de alle sammen fra årgang 1992. Om værket står der: “Når vinen fra en bestemt høst bliver sat på flaske, er den et minde om en god eller dårlig årgang – grænsen mellem dengang og nu eller en imaginær konstant – alt imens processerne såvel under proppen såvel som uden for flasken fortsat er i fuld forandring. Dette limbo-forhold mellem proces og oplevelse er selvfølgelig subjektivt …”
Hvad sker der med de 100 flasker vin? De burde foræres til en person, der på en forståelig måde kan forklare, hvad værket går ud på. Eller, bedre endnu, sættes på auktion, hvor pengene efterfølgende doneres til krigens ofre.
Per Bak Jensen har bidraget med kæmpestore fotostater – et af en tiger der ligger og hviler sig i en grotte i en zoo, et fotografi af underdelen af en bryllupskjole samt et fotografi af et æg. Alle billeder er i hans vanlige stil, selvfølgelig – ultraskarpe og æstetisk flotte. Kunstnerne har desuden skabt en fuldstændig sløret og uskarp video på to storskærme, som af uransagelige årsager vises omvendt på den ene skærm.
Vil man opleve en udstilling, der som sagt er en æstetisk nydelse, og som trods alt sætter tanker i gang kan man godt få en god oplevelse – men ikke om krig og elendighed. Hvis man vil gå dybere ind i ideerne omkring udstillingen og er i besiddelse af en højere uddannelse, kan man forsøge at læse teksterne i brochuren og se, om der kan udledes noget her.
Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek: 11. februar – 22. april 2023.