Yoko Ono træder glad og veloplagt ind i Louisianas koncertsal til pressemødet i anledning af sin udstilling Half-A-Wind Show. Godt nok hedder udstillingen ‘halv vind’, men hun indtager museet for fuld styrke! Hun er lille og særdels adræt – især hendes 80 år taget i betragtning. Hun svarer velvilligt på spørgsmål fra salen, og senere tager hun flotte dansetrin til den efterfølgende fotosession. På pressemødet fortalte hun blandt andet – anekdotisk – at hun fra flere sider havde fået at vide, at man ikke var en ‘rigtig’ kunstner, før man havde udstillet på Louisiana, og det er i den forbindelse også højst besynderligt, at hun ikke har været været præsenteret på museet før. Udstillingen fungerer virkelig godt. Louisiana er et helt unikt sted i verden, og de fleste kunstneres værker gør sig bedre her, end de fleste andre steder. Jeg tror, det dels har noget med rummenes forskellighed at gøre, deres niveauforskelle og ikke mindst museets samhørighed med naturen og elementerne – jorden, luften og vandet. Elementerne går jo igen i mange kunstneres værker, og således også hos Yoko Ono – se bare på illustrationen til dette indlæg, det fremragende værk Morning Beams/Riverbed. Udstillingen er både tankevækkende, morsom og æstetisk tilfredsstillende. Den er minimalistisk, mange af værkerne er holdt i hvide nuancer, og i flere af værkerne inddrages publikum på forskellig vis, hvilket er et af hendes adelsmærker – tænk bare på stigen, som John Lennon besteg i 1966 og dermed ændrede musik- og kunsthistorien! Stigen er også med på udstillingen og har fået en fremtrædende plads, ligesom det grønne æble, han tog en bid af for 47 år siden – æblet er dog skiftet ud siden! Man kan tage mere eller mindre del i løjerne, alt efter temperament. Her er objekter, fotografier, bøger, skiblerier og film. Yoko Ono udtrykker sig med stor enkelhed og originalitet inden for både billedkunst, poesi, film, musik, installationer, performance og events. Alt forbilledligt kurateret. Haven er også inddraget, idet et træ er omdannet til at være en del af hendes Whish Tree Project. En spændende udstilling, som der kan bruges lang tid på – dette ment i den mest positive betydning.
Illustration: Yoko Ono møder pressen ved pressekonferencen, Foto: Bjarke Ørsted
Credit: Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk, DK
Louisiana: 7. juni – 29. september 2013