Årets legater fra fonden “Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år” blev uddelt i tirsdags i Kuppelsalen på Charlottenborg. Legatmodtagerne i år er Agnete Werner, Birgitte Thorlacius, Lene Rasmussen og Cathrine Raben Davidsen, som hver blev tildelt 100.000 kr.
Anne Marie Telmanyi-fonden blev oprettet i 1983 efter testamentarisk bestemmelse fra Anne Marie Telmanyi, der døde det pågældende år. Baggrunden var den tredjedel af arven efter forældrene, som var tilfaldet Anne Marie Telmanyi, herunder den tilsvarende andel af komponistrettighederne efter faderen, Carl Nielsen.