På torvet i den lille by Valdemossa på Mallorca står en buste af komponisten Frédéric Chopin. Næsen på busten er blankslidt, fordi alle turisterne skal hen og gnide på den – det skulle betyde held og lykke. Chopin og hans elskerinde forfatteren George Sand, med hvem han havde et vanskeligt forhold, boede på øen fra den 8. november 1838 til den 13. februar 39. Året blev et af Chopins musikalsk mest produktive. Parret priste øens skønhed, men de blev mødt med fjendtlighed af befolkningen, dels fordi de ikke var gift og havde to børn med og dels fordi Chopin havde tuberkulose. George Sand skrev om opholdet i bogen ‘A Winter in Majorca’. Allerede i Palma blev de smidt ud af hotellet og måtte søge tilflugt oppe i bjergene i klosteret i Valdemossa.