Legater til kvindelige kunstnere

De fire legatmodtagere: Anne Marie Ploug, Ursula Nistrup og Kunstnerduoen Vinyl – Terror & Horror ved Camilla Sørensen
og Greta Christensen (Foto: Steen Møller Rasmussen).

Fonden ‘Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år’ uddelte fredag den 1. marts 2019 de årlige hæderslegater på hver 100.000 kr. til: Anne Marie PlougUrsula Nistrup og Kunstnerduoen Vinyl – Terror & Horror ved Camilla Sørensen og Greta Christensen.

Anne Marie Ploug arbejder i mange medier, men uanset hvilket er der en tone af farveglæde, undersøgelser og ikke mindst humor, men også flere små hint til det politiske. Om hun arbejder med seje Manga Girls, blomster, symboler, om det er i keramik, kobberplader, træsnit, linoleumssnit, blæk på papir eller malerier, er alle udtryk i skiftende medier poetiske og på sin vis med en egen sårbarhed trods de kraftfulde udsagn.

Ursula Nistrup er fascineret af menneskets sanser og hendes undersøgelser af og omkring dette giver os meget smukke og interessante værker, vi kan gå på oplevelse i både fysisk og mentalt. I forlængelse af en konceptuel-minimalistisk tradition undersøger Nistrup fænomener som tid, lys, bevægelse og lyd i sig selv og som kulturelle mønstre.
 I starten var det arkitektur og lys, nu er fokuset skiftet til lyd, som skaber verdener, intime forestillinger og udvidede rum.

Vinyl – Terror & Horror er en kunstnerduo som arbejder sublimt med tværæstetiske processer, der inddrager både billedkunst, musik og scenografi. Camilla Sørensen og Greta Christensen har fokus på relationen mellem lyd og objekt – og alt udsættes for et greb indenfor dekonstruktion, der er det gennemgående element i arbejdsprocessen. De to kvinder arbejder med lyd og objekter, som de dekonstruerer og skaber en ramme, som fører mig ind i et univers af Vinyl – Terror & Horror.

Anne Marie Telmányi-fonden er stiftet af afdøde maler Anne Marie Telmányi og fondens legater gives til kvindelige billedkunstnere over 40 år, der har ydet en markant, prisværdig indsats.

 

 

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.