Der er mildt sagt ikke meget morskab over Ejnar Nielsens kunst, ligesom der heller ikke er det på de fleste andre såkaldte symbolister. Syge og apatiske menneskikkelser med tomme øjne stirre ind i intetheden. Nøgne ansigter i afdæmpede sort-grå farver. Når man besøger den store efterårsudstilling, Livstegn, på Den Hirschsprungske Samling, er det en god idé at gøre det på en gråvejrsdag netop i efteråret. Så er man i den rette stemning til at opleve kunstværkerne. Selv om han er helt sin egen minder hans værker om både Vilhelm Hammershøi og Edvard Munch.
Når det er sagt, så er Ejnar Nielsen en af de store kæmper i dansk kunst. Han er den danske billedkunstner omkring år 1900, der forholder sig allermest direkte og hudløst til tabuiserede og eksistentielle emner som sygdom, fattigdom, handikap, ensomhed, liv og død. Særligt hans kunstværker fra årene i den midtjyske landsby Gjern, hvortil han rejste fra København som ung kunstner i 1894, kredser om disse emner. Her malede han kirkegårde, dødssyge tuberkuloseramte unge, begravelsesscener i smukke landskaber, kister og helvede. Hans monumentale malerier befolkes ofte af individer, der kun sjældent finder vej ind i kunsten: blinde personer, fattige, syge og mennesker, der må leve deres liv i udkanten af samfundet.
Hans kunst står som et memento mori – en påmindelse om, at fattigdom, sygdomme kan ramme os alle og at døden er vores følgesvend livet igennem.
Den Hirschsprungske Samling: 24. august – 11. december 2022
Ejnar Nielsen: Og i hans øjne så jeg døden, 1887, Statens Museum for Kunst.