Asger Jorn fylder 100 i år – og det markeres med store udstillinger både på Statens Museum for Kunst og Museum Jorn. Med afsæt i den nyeste forskning har SMK og Museum Jorn i en årrække samarbejdet om to store udstillinger, der åbner i foråret. Den fælles ambition har været at kaste nyt lys over de mindre kendte sider af den største skikkelse i dansk kunst i det 20. århundrede. Hvor udstillingen på Museum Jorn stiller skarpt på Jorns internationale udsyn, hans samarbejder og inspirationskilder, retter udstillingen på SMK sit fokus på den politiske og radikalt aktivistiske linje i Jorns kunstneriske virke.
Med godt 200 værker og et større arkivmateriale præsenterer SMK den hidtil største retrospektive udstilling om Jorn – og med over 600 værker af mere end 80 kunstnere, herunder Munch, Picasso, Kandinsky, Miro, Klee og Le Corbusier, inviterer Museum Jorn publikum til at gå på opdagelse i verdenskunsten med Jorns øjne. Samarbejdet mellem SMK og Museum Jorn er båret af et ønske om at skabe to udstillinger, som, den geografiske afstand til trods, supplerer og komplementerer hinanden. Af samme årsag har de to museer indgået et billetsamarbejde, der giver mulighed for at invitere en gæst med gratis ved andet besøg. Desuden ledsages hver af udstillingerne af en bogudgivelse, der gennem den nyeste forskning giver overblik og indblik i Jorns mangfoldige livsværk og mange inspirationskilder.
Illustration: Asger Jorn i aktion ved revolutions-arkivet i Havana i 1968, foto: SMK.
‘Asger Jorn – Rastløs Rebel’ på SMK: 28. februar – 15. juni 2014
‘Expo Jorn – Kunst er fest’ på Museum Jorn: 1. marts – 8. juni 2014