Det er ren luksus, at man her i vores lille land – på ét sted, samtidigt – kan opleve to giganter, nemlig amerikanske Philip Guston og tysk/danske Emil Nolde. Det kan man lige nu på Louisiana.
Den aktuelle retrospektive præsentation af Emil Nolde er den største nogensinde på dansk grund. Udstillingen er bygget op delvis kronologisk og delvis tematisk. Ophængningen er meget traditionel, hvilket efter min mening er ok, da det godt kan blive for meget, når kuratorerne konkurrerer om at skabe oplevelses- og/eller langt-ude-tematiske udstillinger. Det er fint at lade billederne tale for sig selv, og jeg synes endda, at det kunne være interessant, hvis Nolde-udstillingen var hængt rent kronologisk op. Nolde var en gudsbenået kolorist, og det er en fornøjelse at gå gennem den ene sal efter den anden, sprængfyldt med overvældende værker. Især der det interessant, at se hans tidlige naturbilleder, hvor der er for eksempel er en række overvældende Turner-agtige værker, hvor hav og himmel nærmest går i ét. De senere mere ekspressionistiske himmel-og-hav billeder er ikke mindre gribende og kan lede tankerne hen på Wagners storladne musik.
Som bekendt blev Nolde, efter en flirt med socialismen, glødende nationalsocialist, men nazisterne ville ikke kendes ved ham, hvilket var hans store held i eftertiden. Hans mennesketyper var heller ikke særlig ariske. Altså – en rødhåret, feminin Jesus var nok ikke lige Hitlers kop te! Sjovt i øvrigt, at Noldes nazistiske sympatier med afsky altid skal nævnes i forbindelse med hans kunst. Jeg har aldrig hørt, at man på samme måde, med dårlig smag i munden, nævner at Asger Jorn og mange andre var kommunister. Jorn var endda, i modsætning til Nolde, politisk eksplicit i mange af sine værker. Nolde var aldrig, eller yderst sjældent ‘parti-politisk’ i sin kunst. Har en kunstners politiske overbevisning overhovedet nogen betydning før vedkommendes æuvre? Men det er en anden diskussion værdig. I mellemtiden kan vi opleve denne brede vifte af Noldes pragtfulde livsværk på Louisiana.
Louisiana: 4. juli – 19. oktober 2014