Nyt digitalt tidsskrift fra SMK

SMK lancerer, i samarbejde med Kulturstyrelsen, det digitale tidsskrift Perspective, der skal formidle forskning i kunstmuseernes samlinger og museumspraksis. Med det nye digitale kunsttidsskrift bliver der hurtig og nem adgang til den nyeste forskning fra kunstmuseerne. Perspective er et tidsskrift for forskningsartikler, der udspringer af og fortrinsvis har relevans for de danske kunstmuseer. Tidsskriftet vil publicere artikler om den forskning, der er relateret til udstillinger foruden emner, som ikke egner sig til den bredere formidling, museerne er forpligtet til at levere. Det kan være forskning med et snævrere afsæt i værker og kunstnere repræsenteret i danske samlinger, og forskning der har et mere metodisk og teoretisk sigte for eksempel af museologisk og historiografisk karakter. Artiklerne handler om den kunst, der findes på danske museer og formidler museologisk stof med afsæt i dansk museumspraksis. Bidragydere er både danske og udenlandske forskere fra kunstmuseer, universiteter og andre vidensmiljøer. Artiklerne henvender sig til fagfæller og til dem, der har en særlig interesse for og viden om kunst. Tidsskriftets artikler er fagfællebedømte og publiceres på dansk og engelsk.

“Det er både naturligt og relevant, at SMK som hovedmuseum påtager sig en værts- og udgiverrolle for et nyt digitalt tidsskrift. Vi vil gerne bidrage til at udvikle åbne vidensmiljøer og nye publiceringskanaler, der kan give dansk kunstforskning den synlighed, den fortjener,” siger Mikkel Bogh, direktør på SMK.

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.