Peter Doig er født i 1959 i Skotland og vokset op i Canada og på Trinidad. I dag lever han skiftevis i Trinidad, London og New York. Louisiana viser nu 32 af kunstnerens væsentligste oliemalerier og 62 af hans grafiske arbejder. Det er første gang, kunstneren præsenteres med en større udstilling for et skandinavisk publikum.
Peter Doig ‘Okahumkee (Some other people’s Blues)’ 1990. Kunsthalle zu Kiel
Floddamperen er stoppet op, fanget i et virvar af træstammer, nedhængende lianer, grene og andet organisk materiale. Et par tavse musikere kigger apatisk ud på beskueren. I et andet billede strækker et kubistisk funkisbyggeri sine rette linjer bag en ufremkommelig mørk skov eller et sumpområde – trænger betonbyggeriet sig ind på urskoven eller er det omvendt? Kulturen, det menneskeskabte, kæmper med naturen. Der er mennesker på billederne, men de er stillestående, tavse, nærmest fastfrosne apatiske skikkelser sat op mod naturens kræfter, en ensom kano med en ensom mand i, i et andet seks mænd i en båd. På begge malerier foretager de sig intet og båden bevæger sig ikke i den store vandoverflade. Skikkelser spejler sig i vandoverfladerne, en dreng står og kigger ned i vandet – hvad kigger han på eller efter? I et af Doigs hovedværker Echo Lake (1998) står en politibetjent i vandkanten mens han opgivende, eller fortvivlet, tager sig til hovedet og spejder ud over en mørk sø, mens patruljevognens blinkende taglygter lyser op mod det mørke landskab i baggrunden.
Peter Doig ‘Figures in red Boat, 2005-07′. Private collection, New York.
Selv om menneskerne i Doigts billeder er i gang med ét eller andet forehavende, fremstår de alligevel underligt opgivende og stillestående, samtidig med at de ofte er sat op mod gengivelser af en mystisk, dragende natur. Når personerne kigger væk fra beskueren, er det ligesom, man får ‘den kolde skulder’, som om man ikke er til, og når de kigger direkte på én er det som om de siger “hvad vil du her, hvad vil du mig?”, og man trækker sig mentalt lidt tilbage. Man er vidne til en eller anden fortælling, der både mangler begyndelse og slutning, en fortælling man derfor selv kan digte videre på. Det er det, der giver Doigs billeder en sugende, nærmest hypnotisk fornemmelse. Selv om der som regel er et ‘fokusmotiv’ i alle værkerne, er det mindst lige så givende at lade blikket vandre og fordybe sig i alle de finurlige detaljer i form af farver og former, som udgør hoveddelen af billederne – vand, himmel, reflekser, urskov med videre. Hvis man vender hans billeder på hovedet, opdager man en ny dimension i dem. Han leger med, hvad der er op og ned, virkeligt eller uvirkeligt. Det er fortryllende at gå på opdagelse i Peter Doigs mystiske, fantasifulde og detaljerige verden. Enkelte af hans nyeste, bastante værker, bryder jeg mig dog ikke om. De har ikke har den energi og tiltrækningskraft som de tidligere værker – på mig i hvert fald. Men det er måske et mellemstadie i udviklingen af nye spændende temaer og malemåder. Det er også interessant at se den lange række af Doigs grafiske værker og sammenligne dem med de samme motiver på malerierne. Skal jeg komme med en anke over udstillingen, er det, at den er ‘forvist’ til ‘kælderen’ og ikke har fået en mere fremtrædende plads i museet, et sted, hvor de kraftfulde lærreder kunne folde sig endnu mere ud. Men med planlægningen af så mange udstillinger, som Louisiana formår at præsentere, er det jo et større puslespil, der skal gå op hver gang en udstilling planlægges. Louisiana erhvervede heldigvis i 2008 af et af Doigs store og gode værker, Fremtidens musik (2002-2007) til museets samling med støtte fra Kulturministeriet og Augustinus Fonden.
Louisiana: 17. april – 16. august 2015
