Kulturkrukken

Olafur Eliassons installation ‘Riverbed’ på Louisiana er i sandhed et stedspecifikt værk. Fra boghandlen går man gennem en nylavet skakt med gulve af rå træplanker og hvide vægge. Når man drejer om hjørnet stopper plankerne og som på en badebro står man pludselig og kigger ud over et landskab fyldt med natursten i alle mulige størrelser bragt direkte fra Island til museet i Humlebæk. Hele Sydfløjen – 1.500 m2 – er gennem flere sale fyldt op med dette stenlandskab, hvor en bæk lystigt bugter sig igennem. Bækken udspringer fra et lille vandfald på etagen ovenover.

Jeg er ikke nogen kæmpe fan af Olafur Eliasson, men projektet ‘The Weather Project’ på Tate Modern i London samt dette giver et uudsletteligt fysisk indtryk på én. Man kan spørge sig, hvorfor naturen skal ind i en udstillingshal, men når det gøres i en skala og konsekvens som her, må man imponeres over det dramatiske møde mellem natur og kultur i kontrasten mellem de store firkantede, hvide vægflader og naturstenenes organiske former. Desværre er de første spørgsmål, der melder sig, når man ser udstillingen, ikke af kunstnerisk, men af rent teknisk art. Hvordan har de fået alle stenene ind i rummene? Hvor maget vejer de? Hvordan fungerer understøtningen nedenunder? Hvordan får de vandet til at løbe? Bliver vandet genbrugt osv. osv. Et forhold Tøjner også tog op ved præsentationen, hvor han fortalte, at han havde besvaret spørgsmålene med: “Rigtig, rigtig mange tons” og “Rigtig, rigtig mange liter vand”. Der er nok ikke ligefrem lagt op til, at det skal være en vandreudstilling..!

Til udstillingen hører desuden en større opstilling af “Rigtig mange modeller” til værker af Olafur Eliasson – både realiserede og (flest) ikke-realiserede projekter samt tre korte film.

Louisiana: 20. august 2014 – 4. januar 2015

Olafur Eliasson ‘On the Rocks’ på Louisiana. Læg mærke til dørkarmen, der viser, hvor højt oppe stenlaget ligger.

Nyt spændende projekt på SMK hvor ni danske forfattere fra forlaget Gyldendal har skrevet hver sin tekst inspireret af ni kunstværker i SMK’s samling. I kunstprojektet 9x9x9, opføres ni forestillinger foran ni udvalgte kunstværker af skuespillere fra Det Kongelige Teater i en forestilling, hvor publikum selv vælger hvilke forestillinger, de vil se – og hvornår. Historierne spænder lige fra krigeriske amazoner over magiske heste til graciøse køer. Hver forestilling varer cirka ti minutter. De bliver opført samtidigt og flere gange i løbet af en spilleaften. Publikum bestemmer på den måde selv, i hvilken rækkefølge de vil se dem, og man kan nå at se dem alle. Teksterne opføres af ni af Det Kongelige Teaters skuespillere. Teksterne er af Henrik Nordbrandt (prolog), Pia Tafdrup, Mette Moestrup, Jens Smærup Sørensen, Søren Ulrik Thomsen, Kirsten Hammann, Hanne-Vibeke Holst, Ursula Andkjær Olsen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Erling Jepsen.

Jeff Koons håndtaske fra H&M.

Jeff Koons præger New York i disse dage. Whitney Museum of American Art viser den største retrospektive udstilling af en kunstner nogensinde – det er i øvrigt den sidste udstilling i deres Madison Avenue-bygning før museet flytter downtown. Ved Rockefeller Center er der opstillet en kæmpe todelt, omdiskuteret blomster-gynge’hest’, ved Freedom Tower kan man beundre en af hans ballon-hunde. Tøjkæden H&M, som er en af sponsorerne af Whitney-udstillingen, lancerede en‘Ballon-hund special-edition’ håndtaske til 49,50 $. Håndtasken blev udsolgt på rekordtid og kan nu erhverves på eBay for mere end 500 kr. Da en af Jeff Koons ballon-hunde skulpturer i stål blev solgt på auktion i november sidste år – pris 58,4 mill. $ – blev han udnævnt til verdens dyreste nulevende kunstner. Men nu kan alle komme til at eje en ‘Jeff Koon ballon-hund’ – ‘Made in China’ – for 500-5.850 $ – i rustfri stål eller kunststof – og med frit farvevalg. Et foto af Koons originale hund bruges endda som reklame på hjemmesiden.

The Andy Warhol Museum i Pittsburgh og Museum of Modern Art, som opbevarer Warhols film, er gået i samarbejde om at digitalisere materialerne. Det drejer sig om næsten 1.000 ruller film, og dermed håber kuratorer og kunsthistorikere at Warhols film vil blive opfattet som lige så store kunstværker som hans billedproduktion, skulpturer og egen ikoniske fremtræden. Det er MoMAs til dato største projekt med digitalisering af en enkelt kunstners værker. Warhol begyndte at filme i 1963 med et 16mm Bolex apparat. Han skød omkring 600 film af varierende længde, hvoraf kun en tiendedel har været tilgængelig som 16mm kopier via MoMA.

Foto: ”Andy Warhol by Jack Mitchell” by Jack Mitchell – User:X4n6.

Selvportræt, 1917
© Nolde Stiftung Seebüll

Det er ren luksus, at man her i vores lille land – på ét sted, samtidigt – kan opleve to giganter, nemlig amerikanske Philip Guston og tysk/danske Emil Nolde. Det kan man lige nu på Louisiana.

Den aktuelle retrospektive præsentation af Emil Nolde er den største nogensinde på dansk grund. Udstillingen er bygget op delvis kronologisk og delvis tematisk. Ophængningen er meget traditionel, hvilket efter min mening er ok, da det godt kan blive for meget, når kuratorerne konkurrerer om at skabe oplevelses- og/eller langt-ude-tematiske udstillinger. Det er fint at lade billederne tale for sig selv, og jeg synes endda, at det kunne være interessant, hvis Nolde-udstillingen var hængt rent kronologisk op. Nolde var en gudsbenået kolorist, og det er en fornøjelse at gå gennem den ene sal efter den anden, sprængfyldt med overvældende værker. Især der det interessant, at se hans tidlige naturbilleder, hvor der er for eksempel er en række overvældende Turner-agtige værker, hvor hav og himmel nærmest går i ét. De senere mere ekspressionistiske himmel-og-hav billeder er ikke mindre gribende og kan lede tankerne hen på Wagners storladne musik.

Uroligt hav, 1948
Kunsthalle zu Kiel

Som bekendt blev Nolde, efter en flirt med socialismen, glødende nationalsocialist, men nazisterne ville ikke kendes ved ham, hvilket var hans store held i eftertiden. Hans mennesketyper var heller ikke særlig ariske. Altså – en rødhåret, feminin Jesus var nok ikke lige Hitlers kop te! Sjovt i øvrigt, at Noldes nazistiske sympatier med afsky altid skal nævnes i forbindelse med hans kunst. Jeg har aldrig hørt, at man på samme måde, med dårlig smag i munden, nævner at Asger Jorn og mange andre var kommunister. Jorn var endda, i modsætning til Nolde, politisk eksplicit i mange af sine værker. Nolde var aldrig, eller yderst sjældent ‘parti-politisk’ i sin kunst. Har en kunstners politiske overbevisning overhovedet nogen betydning før vedkommendes æuvre? Men det er en anden diskussion værdig. I mellemtiden kan vi opleve denne brede vifte af Noldes pragtfulde livsværk på Louisiana.

Louisiana: 4. juli – 19. oktober 2014

Artprice har udfærdiget en liste over de unge verdensstjerner på kunsthimlen – de kunstnere der er under 30 år gamle, og som prismæssigt har haft mest succes på auktioner siden januar 2013. De europæiske stjerner er:

1. Flora Sigrist (f. 1985, Frankrig-Schweiz)
2. Hugh Scott-Douglas (f. 1988, England – bor i New York)
3. JR (f. 1984, Frankrig – bor i New York)
4. Aslan Gaisumov (f.1991, Tjekkiet)
5. Cracking Art Group (Italien)

Stjernerne fra USA er:

1. Lucien Smith (f. 1989)
2. Jacob Kassay (f. 1984)
3. Parker Ito (f. 1986)
4. Louis Eisner (f. 1988)
5. Sam Falls (f. 1984)

Fotografen, forfatteren og musikeren Lars Schwander udstiller hos Galleri Tom Christoffersen, hvor han viser portrætfotos af et udsnit af de kunstnere han har mødt gennem tiderne som Björg, Robert Frank, Helmut Newton, Cindy Sherman og Martin Kippenberger. Udstillingen omfatter desuden et par af hans nyere portrætter af unge kvinder. Lars Schwander er en af de centrale skikkelser i dansk fotografi gennem kuratering, skribentvirksomhed og som organisator. Parallelt med dette arbejde har Lars Schwander til stadighed selv arbejdet med portrættet og forsøgt at nå dybere ind i forståelsen og funktionen af portrætfotografiet. Der er en tyndhudet følsomhed over portrætterne på udstillingen, hvor Lars Schwander viser, at han gennem kameralinsen er i stand til at opnå en helt personlig føling med modellerne, en speciel form for nærkontakt der forplanter sig til beskueren. Det er en perlerække af begavede portrætter, og især de fotografier hvor modellerne kigger direkte ind i kameraet er helt uforglemmelige.

Galleri Tom Christoffersen: 26. juni – 19. september 2014

Samtidig med at copyright-reglerne strammes for gengivelse af nyere kunstværker løsner flere museer op for tilladelserne til at bruge ældre kunst, således at man kan downloade et væld af ældre kunstværker i høj opløsning. Foruden de store udenlandske museer deltager også vore hjemlige SMK i dette verdensomspændende projekt.

Hertil kommer, at Guggenheim og Metropolitan Museum of Art har frigivet ældre publikationer, som frit kan bladres i og læses online. Godt nok er det ældre publikationer, men det er velgørende at bladre i dem og, foruden at se alle kunstværkerne, opleve hvordan grafisk design så ud i dens storhedstid.

Hent publikationerne her:

Guggenheim

Metropolitan

Fotografi af den parisiske kunsthandler Ambroise Vollard.

Et hidtil ukendt værk af Picasso er kommet frem fra sit skjul. Siden halvtredserne har man haft mistanke om, at maleriet The Blue Room fra 1901 – fra begyndelsen af kunstnerens ‘blå periode’ – i The Phillips Collection, Washington D.C., bar på en hemmelighed. Nu er det, efter fem års arbejde med projektet, lykkedes for videnskabsfolk og kunsteksperter at løse mysteriet ved hjælp af moderne udstyr. Det skjulte billede er et portræt af en herre med fuldskæg og butterfly og med tre fingerringe på højre hånd. Læs mere og se billederne her.

Paul Cezannes portræt af Ambroise Vollard fra 1899. Petit Palais, Musée des Beaux-Arts de la Ville de Paris.

Nu er eksperterne i gang med et større detektivarbejde for at finde ud af, hvem manden er. Jeg synes, at han til forveksling ligner kunsthandleren Ambroise Vollard, som Picasso og andre kunstnere har portrætteret ved flere lejligheder, herunder også Cezanne. Sammenlign det nyfundne billede med portrætterne her på siden. Men Vollard bærer desværre ikke fingerringe – hverken på Cezannes portræt eller på fotografier.

I sommeren 1901 tilbød den magtfulde Vollard at udstille Picasso sammen med den baskiske kunstnerkollega Francisco Iturrino. Det var Picassos første udstilling, efter han var ankommet til Paris året før, og op til udstillingsåbningen malede Picasso som en besat, hvilket resulterede i at han gennem adskillige uger færdiggjorde op til tre billeder om dagen.

Philip Guston, Stregen, 1978, Olie på lærred, Privateje©The Estate of Philip Guston

Philip Guston (1913-1980) har gennemgået tre afgørede, og meget forskellige, kunstneriske faser i sit liv. Først en statsstøttet fase i 30’erne, hvor Franklin D. Roosevelts New Deal-politik satte en masse gode kunstnere i gang med forskellige socialpolitiske projekter, som også Guston deltog i, og hvor han skabte meget realistiske billeder stærkt inspireret af Rivera, Goya, de Chirico, Valesquez, de italienske renæssancekunstnere samt – selvfølgelig – Picasso. I den næste fase, i slutningen af 40′erne og op gennem 50′erne, var han et højt respekteret medlem af den abstrakt ekspressionistiske kreds af malere i New York, hvor Pollock (som han gik i klasse med på kunstskolen i Los Angeles), Kline, de Kooning og Rothko var fremtrædende ‘medlemmer’, indtil Guston blev træt af det abstrakte – sikkert inspireret af tressernes ungdomsoprør – og chokerede kunstverdenen ved at vende tilbage til den ‘socialrealistiske’ kunst på et slags ‘tegneserie’-niveau, hvilket fik de fleste kritikere og kolleger til at vende ham ryggen i foragt.

Philip Guston: Atelier, 1969, Olie på lærred, Privateje©The Estate of Philip Guston

Billederne bød på cigarrygende hætteklædte Ku-Klux-Klan figurer, spaghettiben, sømbeslåede skosåler, groteske uformelige ansigter med kæmpe kyklopøjne, cigaretter, kaffekrus, junk-food samt bunker af gammelt skrammel på lyserød baggrund. Det er disse senere billeder, Louisiana viser et udvalg af på den aktuelle udstilling: Painting, Smoking, Eating – late works by Philip Guston.
Som titlen antyder går Gustons elskede cigaretter igen på mange af billederne. Udstillingen byder på en nærmest fanatisk propaganda for rygning, så det må lige være noget for Kim Larsen og ligesindede. Selv en hånd, der, som Guds hånd, kommer ned fra skyerne, holder på en kulstift ligesom man ville holde en cigaret – en ret akavet måde at tegne på.
Der er en sjov dualisme i Gustons billeder på udstillingen – især med de storrygende, bilkørende og kunstneriske klanmedlemmer – idet det må være ham selv, der afbildes. Hans ‘hadeobjekter’ fra trediverne er blevet en karrikatur af ham selv, hvilket er et spændende perspektiv. Er det selvhad eller selverkendelse?
Gustons sene billeder er ikke behagelige billeder at kigge på, men de er udfordrende og tankevækkende, og så kan man jo ikke forlange mere! Gustons verden er en fascinerende rejse præget af en snurrig ikonografi, skabt i hans helt eget billedsprog, og det er en fornøjelse at besøge hans ‘hood’.

Louisiana: 4. juni – 7. september 2014