Kulturkrukken

En helt enestående oplevelse venter publikum på SMK – Statens Museum for kunst. 

Takket være Johannes Rump, der i 1928 donerede sin samling af moderne fransk kunst til SMK, råder museet over en af verdens vigtigste og fineste samlinger af Matisse. Nu sætter museet trumf på ved at præsentere et af kunstnerens absolutte hovedværker Det Røde Atelier, som tilhører MoMA – The Museum of Modern Art i New York – et værk, der sjældent udlånes.

De kunstværker, som er gengivet i Det røde atelier, forlod kunstnerens atelier for over 100 år siden og blev spredt, men nu forener MoMA og SMK dem for første gang nogensinde i en udstilling. Det betyder, at publikum nu har en enestående mulighed for at tage Det Røde Atelier i øjesyn sammen med malerier og skulpturer, der er gengivet i billedet.

Det cirka 180 x 220 cm store lærred viser Matisses atelier i den parisiske forstad Issy-les-Moulineaux, fyldt med hans egne malerier, skulpturer og dekorative genstande. Det mest bemærkelsesværdige træk ved billedet er, at vægge, gulv og møbler i atelieret er malet over i samme røde nuance.Den skarpt fokuserede udstilling bliver en enestående chance for at opleve Det røde atelier i Danmark og giver mulighed for at komme helt tæt på Matisses motiver og arbejdsmetoder.

Alle værkerne stammer fra perioden 1898–1911. Flere af dem er kendte værker af Matisse, mens andre først er blevet opsporet i forbindelse med arbejdet med udstillingen. Kun et enkelt værk mangler, da det, efter Matisses eget ønske, blev destrueret efter hans død.

SMK: 13. oktober 2022 – 26. februar 2023

Henri Matisse. Det røde atelier, 1911. Olie på lærred, 181 x 219,1 cm. Mrs. Simon Guggenheim Fund,
The Museum of Modern Art, New York. © Succession H. Matisse – VISDA 2022

Der er mildt sagt ikke meget morskab over Ejnar Nielsens kunst, ligesom der heller ikke er det på de fleste andre såkaldte symbolister. Syge og apatiske menneskikkelser med tomme øjne stirre ind i intetheden. Nøgne ansigter i afdæmpede sort-grå farver. Når man besøger den store efterårsudstilling, Livstegn, på Den Hirschsprungske Samling, er det en god idé at gøre det på en gråvejrsdag netop i efteråret. Så er man i den rette stemning til at opleve kunstværkerne. Selv om han er helt sin egen minder hans værker om både Vilhelm Hammershøi  og Edvard Munch.

Når det er sagt, så er Ejnar Nielsen en af de store kæmper i dansk kunst. Han er den danske billedkunstner omkring år 1900, der forholder sig allermest direkte og hudløst til tabuiserede og eksistentielle emner som sygdom, fattigdom, handikap, ensomhed, liv og død. Særligt hans kunstværker fra årene i den midtjyske landsby Gjern, hvortil han rejste fra København som ung kunstner i 1894, kredser om disse emner. Her malede han kirkegårde, dødssyge tuberkuloseramte unge, begravelsesscener i smukke landskaber, kister og helvede. Hans monumentale malerier befolkes ofte af individer, der kun sjældent finder vej ind i kunsten: blinde personer, fattige, syge og mennesker, der må leve deres liv i udkanten af samfundet.

Hans kunst står som et memento mori – en påmindelse om, at fattigdom, sygdomme kan ramme os alle og at døden er vores følgesvend livet igennem.

Den Hirschsprungske Samling: 24. august – 11. december 2022

Ejnar Nielsen: Og i hans øjne så jeg døden, 1887, Statens Museum for Kunst.

Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien

Krigene i det tidligere Jugoslavien sendte i 1990’erne over en halv million mennesker på flugt. 20.000 af dem kom til Danmark, og mange af dem valgte at blive her i landet, hvorfor den danske samtidskunstscene i dag er præget af flere markante kunstnere fra Jugoslavien. Kunstnere, som er uddannet fra de danske kunstakademier, men som ofte bevæger sig ud over en dansk kontekst med temaer som krig, migration, tilhørsforhold og asylpolitik – behandlet på både et politisk og et personligt plan.

SMK viser udstillingen Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien, som samler syv af disse toneangivende kunstnere, der på hver deres måde har markeret sig nationalt såvel som internationalt. Med enkelte undtagelser er de alle kommet til Danmark som børn med deres familier på flugt fra krigen på Balkan.

“I en tid præget af landflygtighed er det vigtigt at sætte fokus på de forbindelser, der opstår mellem forskellige kulturer, historier og geografiske områder. Kunst kan skabe meningsfulde forbindelser på tværs af den kløft, som migrationen har skabt, og kan på den måde være med til at bane vejen for et mere transkulturelt verdenssyn,”siger Tijana Mišković, som er en del af kuratorteamet bag udstillingen.

SMK: 17. september 2022 – 19. februar 2023.

Nermin Duraković, (Re)arranging, 2009 og Suada Demirović – Home – the terrible beauty of unbelonging, 2021.
Fotos: Thomas Andersen © Nermin Duraković /VISDA

På Louisiana vises Forensic Architecture, som er den femte udstilling i serien Arkitekturens værksteder. At kalde udstillingen arkitektur er temmelig langt ude, men kunsten har jo som bekendt mange ansigter.

I Michelangelo Antonionis film Blow-up fra 1966 er omdrejningspunktet et fotografi, på hvilket fotografen mener at kunne dokumentere og eventuelt opklare et mord. Fotografiet forstørres til motivet bliver ukendeligt. På lignende måde søger forskningsenheden Forensic Architecture ved Goldsmiths, University of London utrætteligt at forstørre billeder samt vende og dreje hver en sten for at dokumentere og perspektivere brud på menneskerettighederne og drage myndighedernes forklaringer i tvivl. I modsætning til fotografen i Blow-up magter enheden, ifølge dem selv, dog at opklare mordene.

Alle, der holder af krimier, er bekendt med udtrykket forensic evidence, som betyder kriminalteknisk bevismateriale retsmedicinsk bevismateriale, retsteknisk bevismateriale, retsvidenskabelig bevismateriale.

Med en række utraditionelle og anderledes metoder praktiserer Forensic Architecture ‘retsteknisk arkitektur’ med det formål at undersøge krænkelser af menneskerettigheder og forbrydelser begået af stater, udøvende magter, militær og virksomheder, og de belyser hændelserne med udgangspunkt i rum – for eksempel udbombede bygninger, hvor kun ruinerne står tilbage. De benytter sig af amatørfilm, fotos, tegninger af erindringer, 3D-animationer samt videooptagelser af nye rekonstruktioner i bestræbelserne på at opklare politisk begrundede mord og drab iværksat af myndighederne.

Udstillingen er fejende flot og en imponerende opvisning i rekonstruktioner, audiovisuelle midler og et enkelt ‘kunstværk’ i parken. Men kan man på denne måde æstetisere vold, krig og undertrykkelse og kalde det ‘kunst’? Døm selv.

Louisiana: 20. maj 2022 – 23. oktober 2022

Det ligner et kunstværk, men det er en dokumentation for virkningen af et droneangreb med et amerikansk missil på et hus i Pakistan. Trådene viser fragmenternes baner, som dokumenterer, at to mennesker er blevet ramt. Personerne har befundet sig der, hvor der ingen fragmenter er (de røde omrids). Foto: Louisiana.

Fra den 1. maj præsenterer Glyptoteket et nyerhvervet maleri af Paul Gauguin. Maleriet med titlen La neige à Copenhague (1884) er omdrejningspunktet i en mindre temaudstilling, Paul Gauguin og den danske forbindelse, der tager afsæt i Gauguins ophold i København fra november 1884 til maj 1885. La neige à Copenhague viser et motiv fra villa- og parkkvartererne på Frederiksberg, og er sandsynligvis et af de første landskabsmotiver, han maler i København. Maleriet er fra den periode, hvor familien Gauguin boede i en stuelejlighed på Gl. Kongevej 105 i København. Motivet kan være en udsigt fra et af vinduerne mod gårdhaverne bag huset. Malestil og motiv ligger tæt op ad det samtidige impressionistiske maleri Skøjteløbere i Frederiksberg Have, 1884, der også er i Glyptotekets samling.

‘La neige à Copenhague’ er et væsentligt bidrag til Glyptotekets allerede enestående samling af Gauguins værker.

Ved reception for flagprojektet på Nordatlantens Brygge ses fire af de deltagende kunstnere. Fra venstre Jette Hye Jin Mortensen, Jacob Borges, Sofie Hesselholdt fra kunstnerduoen Hesselholt og Mejlvang og Gudrum Hasle.

Uden for Nordatlantens Brygge kan du indtil den 1. maj se et særegent flag. Hver uge hejses et nyt flag. Flagene er skabt af kunstnere fra Grønland, Danmark, Færøerne, Danmark-Korea, Tjekkiet og Norge. At hejse et flag er en symbolsk og rituel markering af et nationalt territorium. Der er mange følelser og regler forbundet med det nationale flag. Grønlands flag Erfalasorput er et nyt flag, det blev hejst første gang i 1985. Der findes også andre former for flag. Klubflag, målflag, bedeflag, signalflag. Alle flag kommunikerer i et sprog, man skal have lært for at aflæse det. Vanen kan gøre én helt blind for et flags symbolik.

Udstillingen er kurateret af kunstneren Gudrun Hasle og daværende formidlingsinspektør på Nuuk Art Museum Stine Lundberg Hansen, som i 2019 inviterede de 13 kunstnere til at skabe deres eget kunst-flag. Flagene blev hejst foran Holms Hus, det første grønlandske selvbyggerhus i den gamle Kolonihavn i Nuuk.

Del af ‘flagalle’ på udstillingen. Forrest Miki Jacobsens grøndlands/canadiske flag, som er tilegnet Miki Jacobsens søn, der bor i Canada, og tænkt som en hyldest til forbindelserne mellem de to lande. Grønlænderne deler både traditioner, sprog og kultur med Inuit fra andre nationer.

IMPORT / EKSPORT

Import / eksport er to separatudstillinger med samtidskunstnerne Gudrun Hasle og Martin Brandt Hansen. Rent biografisk har begge kunstnere flyttet sig mellem Grønland og Danmark og på hver deres måde arbejdet med kulturmødet i deres kunst. For både Brandt Hansen og Hasle er det at fortælle historien en central del af deres værk. Import / eksport har fokus på kulturmødet. Hvad vi giver til hinanden, og hvordan vi fortæller historierne.

Gudrun Hasle er optaget af den ”lille” biografiske historie, selv at tage ejerskab over fortællingen. Hun er ordblind, og hun deler generøst den sårbarhed, der ligger i det uperfekte. Fra 2018-21 boede Gudrun Hasle i Nuuk og på Import / eksport har hun taget udgangspunkt i udstillingen Jeg er / piuvunga, som hun viste på Nuuk Kunstmuseum i 2020, med værker der udsprang af mødet med den grønlandske kultur.

Martin Brandt Hansen er født i Nuuk, men har boet i København i flere år og dimitterer denne sommer fra Kunstakademiet. Med sine værker, der både refererer til den antikke vase og den grønlandske maske og tupilak-figur retter han blikket mod den ”store”, kollektive historie. I sine værker arbejder han bl.a. med at forskyde tupilakken i skala og materiale. Den grønlandske kunsthistorie har været fortalt udefra, men nu vendes blikket på mange måder den anden vej.

Gudrun Hasles store installation min livshistiorge. Værket, der er skrevet direkte på gulvet, viste hun første gang på sit gulv på Nørrebro i 2017. Nu er det genskrevet med opholdet i Grønland som ny erfaring.

Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år uddelte mandag den 28. februar 2022 hæderlegater til fire billedkunstnere, som har udmærket sig ved en markant, prisværdig indsats. De modtog hver 100.000 kr. Fondens bestyrelse har som årets legatmodtagere valgt billedkunstnerne Line Skywalker Karlström, Anne Fabricius Møller, Katya Sander og Camilla Nørgaard.

Årets legatmodtagere fra venstre: Line Skywalker Karlström, Anne Fabricius Møller, Katya Sander og Camilla Nørgaard.

Suzanne Valadon: The Blue Room (1923).

For første gang i Norden er det nu muligt at opleve en soloudstilling med den franske maler og model, Suzanne Valadon.

Suzanne Valadon (1865 – 1938), født Marie-Clémentine Valadon i Haute-Vienne i det sydvestlige Frankrig, var datter af en ugift og fattig hushjælp. Hun og moderen rejste til Paris for at prøve lykken dér, og Suzanne voksede op i Montmartre i Paris og forsørgede sig selv fra hun var ti år med småjobs: servitrice, barnepige og cirkusartist.

Suzanne var yndlingsmodel for Montmartres malere, før hun selv blev en del af deres kunstnerkreds. Hun stod model for Renoir, Puvis de Chavannes og Toulouse-Lautrec og var venner med Degas og van Gogh. Inspireret af sine forbilleder lærte hun sig selv at male, og i begyndelsen af 1900-tallet udstillede hun, som den første selvlærte kvinde, på Salon de la Société Nationale des Beaux Arts.

Selv om hun ikke havde råd til en formel kunstuddannelse, lærte Valadon af malerne omkring hende. Den nære ven og mentor Edgar Degas lærte hende tegne- og ætseteknikker, og hun gik hurtigt over fra at være kunstnernes model til en succesfuld kunstner i egen ret.

Valadon havde et kompliceret privatliv. Hun havde et utal af elskere og blev gift og skilt. I 1909 havde hun uden for ægteskab født Maurice Utrillo (som senere blev en kendt og elsket kunstner med hans pariserbilleder). Samme år begyndte Valadon, nu 44, at male på fuld tid, og blot to år senere tiltrak hun kritikerrost med sin første soloudstilling.

Lyder hun bekendt, er det måske fordi, hun allerede hænger på Glyptoteket gengivet med Henri Toulouse-Lautrecs penselstrøg. Hans portræt af Valadon fra 1885 udgør et væsentligt vidnesbyrd om det netværk, hun påvirkede og var en del af. Men portrættet vidner også om den skæbne, hun og så mange andre af datidens store kvindelige kunstnere har mødt, at de på trods af stor succes i samtiden er blevet glemt af eftertiden. Glyptotekets faste samlinger er ingen undtagelse, hvor Valadon ikke er repræsenteret med eget værk men som model af Toulouse-Lautrec.

Glyptoteket: 24. februar – 31. juli 2022.

Suzanne Valadon i sit atelier i Paris.

Galleri Tom Christoffersen åbnede med udstillingen ‘Sieh da! Sieh da, Timotheus, die Kraniche des Ibykus!’ af Claus Carstensen.

Forrige uges gode nyhed var, at kunstgallerierne genåbner. Covid-19 ramte kunstelskere kan så endelig få deres lyst styret og opleve kunstværkerne i virkeligheden, og ikke udelukkende via computerskærmen. Regeringen kunne nu godt i samme ombæring åbne kunstmuseer og -haller i samme ombæring, for her er det jo rimelig let at styre antallet af besøgende og håndhæve afstandskravene.

Billedkunstnernes Forbund – BKF – skriver på deres hjemmeside: Kunst- og kulturlivet havnede bagerst i køen, da samfundet genåbnede efter den første nedlukning i foråret 2020. Og ingen kunne rigtig argumentere for det sundhedsmæssigt fornuftige i, at befolkningen kunne gå rundt i storcentre, men var afskåret fra at besøge f.eks. museerne. Den fejl bør politikerne ikke begå igen, skriver Flemming Just, formand for Organisationen Danske Museer (ODM) i en kommentar på Altinget.dk: ”Vi har alle både erfaringer og viden at trække på. Derfor bør der denne gang foreligge en plan i ordentlig tid og med en åbningstakt, der giver mening; det er allerede på høje tid.” Billedkunstnernes Forbund (BKF) er helt enig: ”Det år, der nu er gået, har vist, hvor vigtig kunsten og kulturen er for os alle sammen. Så lad nu de politiske prioriteringer i den kommende genåbningsfase afspejle den værdi, kunsten rent faktisk har for borgerne og for hele samfundet,” siger BKF’s formand Nis Rømer.