Kulturkrukken

Doverodde Købmandsgård i Thy skal danne rammerne om SMKs afdeling i Thisted kommune.

SMK (Statens Museum for Kunst) har sammen med Thisted Kommune i de senere år arbejdet på at etablere en afdeling af SMK i Thy.  Nu kan ideen føres ud i livet takket være en donation på 37,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden, siger:

”Det har stor betydning, at mennesker i hele Danmark kan opleve noget af det ypperligste, som kunsten har at byde på. Derfor er det en glæde, at A.P. Møller Fonden kan støtte en visionær og gennemgribende ombygning af de særlige udstillingsrammer i Doverodde Købmandsgård i Thy. Med donationen bliver det muligt for Statens Museum for Kunst også i Thy at vise udstillinger af samme høje internationale standard, som på museet i København”.

Donationen gør det muligt at transformere Doverodde Købmandsgårds tidligere kornmagasin til et sted, hvor arkitekturen inviterer til at opleve alle typer værker fra SMK’s enestående samling. I de nye rammer vil der i fremtiden kunne vises udstillinger skabt særligt til dette sted og med undervisning og kunstformidling af international standard til glæde for alle tilrejsende og kunstinteresserede i området.

Fonden Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år uddelte onsdag den 4. marts 2020 de årlige hæderslegater på hver 100.000 kr. til billedkunstnerne: Aase Eg Jørgensen, Anne Haaning, Ingela Skytte samt kunstnerduoen Hesselholdt og Mejlvang (Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang).

Aase Eg er en sjælden, meget dygtig kunstner og grafisk designer. Hendes fascination af grafikkens inderste væsen, det grafiske sprog og alle de muligheder, hun formår at visualisere for os andre, viser, at hendes arbejde med tidsskrifter – bøger – kunstbogværker og egne kunstprojekter tilsammen går op i en højere enhed. De skaber nye sammenhænge og forbindelser opstår, så de ændrer måden, vi ser på.

Anne Haaning skabte værket Half Hidden, der blev vist i Den Frie Udstillingsbygning her i vinter. Det var en installation – et stringent og vedkommende værk – der på én og samme tid var dokumentarisk i sin form, præcist i sin rumlige udformning og stærkt i sit udsagn. Gennem en velargumenteret og æstetisk installation, der omfatter en konstruktion, der mimer en minegang, en imaginær sø og en skarpt klippet video, fortæller hun i dokumentarisk form historien om en udtømt kryolitmine i Grønland og om Danmark som kolonimagt.

Ingela Skytte arbejder solidt og vedvarende med farverne og fladen og udforsker hele tiden de muligheder, det giver hende med nye rumligheder i selve lærredets mønstre, i ophængningen eller i opstillinger af værkerne. Hun arbejder med systemer, begrænsninger og regler baseret på geometriske konstruktioner og med former – geometri, symmetri og gentagelse i sine malerier, der har et stringent udtryk med inspiration fra minimalismen. Farver og nuancer er ofte udvalgt efter både tekniske æstetiske og stoflige værdier, der levende og dynamisk komplementerer den insisterende enkelhed og tilføjer værkerne en stærk materialitet.

Hesselholdt & Mejlvang har siden slutningen af 90′erne skabt kunstprojekter i en kollektiv proces. Ofte med en humoristisk indgangsvinkel og altid med eksistentielle spørgsmål eller kommentarer. Som da de hængte guirlander med hudfarvede flag op over gaderne i Aalborg i forbindelse med udstillingen Flesh Tint Project, og blandt andet spurgte om, hvilken farve hud har? Eller da de udstillede tre svinehuder med udstoppede hoveder. Et tvist af både det klassiske jagttrofæ og dansk svineproduktion. For slet ikke at tale om da de laurbærkransede en af sejrsgudindens heste på taget af Thorvaldsens Museum og bagefter plantede et flag ved siden af skulpturgruppen.

Fra venstre ses: Aase Eg Jørgensen, Anne Haaning, Ingela Skytte, og kunstnerduoen billedkunstnerne Sofie Hesselholdt
og Vibeke Mejlvang. Foto: Steen Møller Rasmussen.

Mand med kamel i baggrunden. © Getty.

Vejen til Palmyra … går gennem Glyptoteket, hvor historien om den lille oase i den syriske ørken folder sig ud i al sin pragt.

Udstillingen omkranser Glyptotekets skønne Vinterhave, som i sig selv opleves som en østerlandsk oase, og dermed sætter de perfekte rammer for fortællingen om ørkenbyen, som oplevede både en gylden storhedstid, krig og ødelæggelse.Palmyra blev en del af det romerske imperium og var gennem 300 år centrum for handlen mellem øst og vest. Krigene og ødelæggelserne stod der for en gangs skyld en kvinde bag, idet byens sagnomspundne dronning Zenobia, udfordrede det romerske overherredømme og kastede Palmyra ud i en kamp med de romerske tropper, som lagde byen i ruiner i år 272 e.v.t. Hvad romerne ikke fik destrueret sørgede Islamisk Stat for at sprænge i luften i 2015 – næsten 2000 år senere.

Efter romernes ødelæggelser gik den engang så velhavende og betydningsfulde by i glemmebogen, indtil det europæiske borgerskab fra slutningen af 1700-tallet fik en lidenskabelig interesse for det østerlandske, og arkæologer, forskere, fotografer, kunstnere og andet godtfolk begyndte at valfarte til blandt andet Palmyra. Interessen blev også vakt hos Glyptotekets grundlægger, brygger Carl Jacobsen, som vi kan tanke for at København huser denne enestående samling af portrætter fra de berømte gravtårne i Palmyra – den største samling uden for Syrien. Det er interessant at betragte disse personlige portrætter med indskifter, der gør, at menneskerne bag næsten står lyslevende for os i dag. Ved hjælp af moderne teknik har man rekonstrueret en af udstillingens perler, Skønheden fra Palmyra, så hun fremtræder komplet og i al sin farverige pragt som forskerne forstiller sig, hun kan have set ud.

Artefakter, lyd, videoprojektioner og tekster går op i en højere enhed på glyptotekets udstilling om Palmyra.

Udstillingen fortæller levende og interessant om Palmyras skæbne fra det lille samfund omkring kilden til dens storhed og fald, hvor artefakter og billeder går hånd i hånd med lyddesign og videoproduktioner, der dog ikke tager overhånd men er perfekt doseret. Planløsningen, detaljerne og udstillingens finish er af en sjælden udsøgt kvalitet, som, ud over ‘hovedpersonerne’, gør besøget til en stor oplevelse. Udstillingens plancher og billedtekster er sprogligt og informativt helt i top og særdeles læsevenligt sat op, så her bydes der på en masse viden og gode historier. Hvis man ikke har fået nok kan man i det omfangsrige, flotte og rigt illustrerede katalog hente oceaner af viden – på engelsk dog.

Endnu en mindeværdig udstilling på Glyptoteket – og så lige efter den mageløse udstilling med Pierre Bonnard!

Glyptoteket: Til 1. marts 2020

Marsden Hartley: Adelard the Drowned, Master of the “Phantom”,1938-1939. Weisman Art Museum, Minneapolis,
MN. Bequest of Hudson D. Walker from the Ione and Hudson D. Walker Collection. (Udsnit).

Marsden Hartley hører til blandt de første store moderne kunstnere i det 20. århundredes Amerika. Han var en del af den kunstneriske elite, men alligevel er han en uopdaget plet på det kunsthistoriske verdenskort set fra et nutidigt europæisk perspektiv. Måske på grund af værkets mangesidige karakter, der har gjort det svært at placere ham i kunsthistorien, men nok også fordi der ikke siden begyndelsen af 1960’erne har været vist en retrospektiv præsentation af Hartleys værker i Europa. Louisiana præsenterer i øjeblikket en omfangsrig udstilling Marsden Harley – The earth is all I know of wonder, og det er første gang i 60 år, at man på europæisk grund kan se en retrospektiv udstilling med ham. Udstillingen er inddelt i seks kapitler, der kronologisk beskriver Hartleys kunstneriske proces koblet med både biografisk og kontekstualiserende materiale. Kapitel 1 beskriver Hartleys begyndelse som kunstner, den store indflydelse den europæiske modernisme havde på ham, og er fokuseret på årene 1905-1912, hvor Hartley fortrinsvist malede i Maine og New York. Kapitel 2 omhandler Hartleys ophold i Paris og Berlin i årene 1912-1915, hans møde med Getrude Stein og gruppen af kunstnere omkring tidsskriftet Der Blaue Reiter. Kapitel 3 fortæller om Hartleys hjemvenden til USA efter 1. Verdenskrigs udbrud og hans forsøg på at nærme sig forestillingen om en autonom amerikansk kunst i årene 1916-1921. Kapitel 4 beretter årene 1921-1931 hvor Hartley opholdt sig i Europa igen; i Berlin, Paris og særligt Provence, hvor han gik i fodsporene på sin store helt, Paul Cézanne. Kapitel 5 drejer om Hartleys tre sidste udenlandsrejser i årene 1932-1935, om mødet med den mexicanske kunst og det sidste ophold i Tyskland. Kapitel 6 følger Hartley i hans sidste leveår, 1935-1943, først i Nova Scotia, hvor en tragedie ændrer hans liv og kunst og siden i barndommens Maine, som han vendte hjem til efter at have undgået det i 25 år. Ydermere vil udstillingen lægge vægt på Hartleys store produktion af digte og essays, og en film bestående af interviews med syv nulevende kunstnere understreger Hartleys betydning – også i dag.

Louisiana: Til 19. januar 2020

Ramin Haerizadeh, Rokni Haerizadeh, Hesam Rahmanian, ‘Where To? Wherever it Chances’, 2019.
Courtesy of the artists and Galerie In Situ – fabienne leclerc, Paris

Med eksil og landflygtighed som gennemgående temaer præsenterer Louisiana hen over sommeren en række markante internationale kunstnere, hvis værker taler direkte ind i vores konfliktfyldte samtid. Udstillingens kunstnere stammer fra bl.a. Iran, Irak, Nigeria, Algeriet og Kosovo. Mange tager afsæt i selvoplevede erfaringer, som de bearbejder og transformerer til tidløse udsagn om krigen som genkommende historisk begivenhed og eksilet som eksistentiel erfaring. På Homeless Souls mødes et dusin betydelige kunstneriske stemmer fra hele verden i en samtale om landflygtighed. Deres værker taler ind i en verden i krise med store befolkningsgrupper i tvunget bevægelse. Hvordan deltager billedkunsten i fortolkningen af samtidens store konflikter? Hvordan forholder den sig til den smerte og lidelse, der forårsages af krig og forfølgelse? Hvordan formidler man det unævnelige? Og hvordan kan vi overhovedet få adgang til andres erfaringer? Udstillingens kunstnere er: Kader Attia (f. 1970, Frankrig), Tiffany Chung (f. 1969, Vietnam), Forensic Oceanography (Lorenzo Pezzani (f. 1982, Italien) & Charles Heller (*1981, USA)), Shilpa Gupta (f. 1976, Indien), Ramin Haerizadeh (f. 1975, Iran), Rokni Haerizadeh (f. 1978, Iran), Hesam Rahmanian (f. 1980, USA), Petrit Halilaj (f. 1986, Kosovo), Hiwa K (f. 1975, Irak), Nalini Malani (f. 1946. Født i Karachi i det udelte Indien), Otobong Nkanga (f.1974, Nigeria), Erkan Özgen (f. 1971, Tyrkiet), Lydia Ourahmane (f. 1992, Algeriet), Kara Walker (f. 1969, USA), Ai Weiwei (f. 1957, Kina).

Louisiana: 27. juni – 22. september 2019

Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Ole Schwander.

Et længe ventet opgraderingsprojekt af Den Frie Udstillingsbygning bliver nu til virkelighed takket være støtte fra Realdania og Villum Fonden på sammenlagt 8 millioner. Gennem tiden har udstillingsbygningen været gennem talrige bygningsmæssige ændringer –  senest den nye underetage med tilhørende udstillingsrum i 2014. I foyeren er der løbende tilført mange elementer i form af tæpper, skranke, vindfang m.m., der ikke er originale, og ifølge Den Frie fremgår det, at man kommer tættere på Willumsens originale bygningsværk, og den stemning der oprindeligt var i huset. Og det lyder jo rigtig spændende. Projektet har sit udgangspunkt tilbage i 2017, hvor Statens Kunstfond inviterede konkurrenceforslag til at nytænkte indgangsareal og foyer til Den Frie. Vinderen af konkurrencen blev PRAKSIS Arkitekter, hvilket har været udgangspunktet for det videre projekt. Tillykke med den kommende fornyelse.

Njideka Akunyili Crosby: ‘In the Lavender Room’, 2019. Courtesy kunstneren, Victoria Miro og David Zwirner. Foto: Joakim Züger.

Hos SMK har kunstnerduoen Elmgreen & Dragset med udstillingen ‘Der har jeg hjemme’ taget Hammershøi som gidsel i indvandrer- og flygtningedebatten. Ja, man skal høre meget før ørerne skæres af … Ifølge kunstnene burde udstillingen tilsyneladende have heddet ‘Der har jeg ikke hjemme’. Hammershøi havde en hel del døre og vinduer i sine motiver, for på hans tid var der mange døre og vinduer i herskabslejlighederne. Det får altså Elmgreen og Dragsted til at filosofere over danskernes fremmedangst og -frygt, noget med at døre og vinduer symboliserer inkludering eller ekskludering, samt at Hammershøi med sine motiver viser en “særlig nordisk forkrampethed og dysfunktionalitet”, som Mikkel Fogh og Marianne Torp skriver i udstillingens brochure. Udlændingefrygten behandlede kunstnerne også i en ‘artist’s talk’ på åbningsdagen.

Forkrampede, dysfunktionelle, fremmedangste og fremmedgjorte danskere. Har vi hørt den melodi før? Nå, det bliver næppe heller sidste gang. Dansk selvpineri i fri dressur. I brochuren omtaler kunstnerne også de protestantiske nordiske livsidealer, hvilket man godt kan spinde en ende over. Kunsterne selv bor jo, som så mange andre frisindede danske kunstnere, i tolerancens højborg, den multietniske smeltedigel Tyskland, et land hvor der er højt til loftet, fest og farver, og hvor man er heldigvis er hævet over debatter om flygtninge og indvandrere samt menneskelig forkrampethed.

Alt dette fremgår heldigvis ikke fastslået med syvtommersøm på selve udstillingen – hvis man som tilskuer møder værkerne uden at kende til disse jeremiader. Elmgreen & Dragset skaber altid iderige, interessante og spektakulære værker, således også på denne udstilling, hvor de, ud over selv at levere en sjov installation af døre, viser fremragende værker med dør-temaer af gode navne som Monica Bonvicini, Louise Bourgeois, Robert Gober, Annika von Hausswolff, Liliana Maresca, Ugo Rondinone, Thomas Ruff, Francesca Woodman og, ikke mindst et, på alle måder, stort værk af Njideka Akunyili Crosby. En rigtig fin, tankevækkende og velkurateret udstilling – også selv om Elmgreen & Dragset har hevet Hammershus billeder ud af guldrammerne, for dem bryder de sig heller ikke om ..!

SMK: 27. april – 1. september 2019

‘Open My Glade (Flatten)’, 2000. En-kanals videoinstallation uden lyd (video still) © Pipilotti Rist.
Courtesy the artist, Hauser & Wirth and Luhring Augustine.

Louisiana har på det seneste præsenteret værker af tre prominente kvinder med vidt forskellige udtryk – maleri, grafik og video: Cecily Brown, Dea Trier Mørch og senest Pipilotti Rist. Den nye udstilling med Pipilotti Rist har fået den kryptiske titel ‘Åbn min lysning’, som lånt fra titlen på en af hendes ikoniske videoværker: ‘Open My Glade’. Titlen er i bydeform og appellerer umiddelbart til aktiv deltagelse, hvilket man godt kan få til at stemme – hvis man vel at mærke selv er en aktiv seer og lytter!

Pipilotti Rist, hvis fødenavn er Elisabeth Rist, har taget sit nye fornavn som en kombination af Pippi fra bøgerne om Pippi Langstrømpe og sit eget kælenavn Lotti. Hun er i sagens natur en stor beundrer af Pippi Langstrømpe og prøver på at blive lige så stærk, sej og vild som hendes forbillede, Pippi, der i tale og gerning konsekvent udfordrer konventioner og autoriteter. Pipilotti siger selv, at hun ikke er nået helt dertil endnu. Men at hun arbejder på det – hver dag, bedyrer hun.

Pixelskoven med tusindvis af lamper med LED-pærer som
skifter farver og intensitet (Foto: Ole Schwander).

I 1997 gik en video viralt – vist før udtrykket blev almindeligt kendt – om en kvinde, der går på en gade og smadrer bilruder med en blomsterstav. Den gav Pipilotti en pris på Venedig Biennalen det år, og boostede hendes karriere. Herefter har hun deltaget adskillige gange på Venedig-, og andre biennaler, og udstillet på anerkendte museer verden over.

Pipilotti arbejder i mange forskellige materialer, men det er som videokunster, hun for alvor gør sig gældende. Selv i hendes skulpturer kører der videofilm på små monitorer – eller der projiceres på dem. Når jeg ser Pipilotti Rists videoværker minder det mig om tressernes kunst- og musikscene. Et sansebombardement af primærfarver projekteret op på væggene i flydende sekvenser, hvor billederne ofte er dobbelte og spejlvendte, så de på kalejdoskopisk vis ‘går ind i sig selv’ på midten. Videoerne er gerne ledsaget af en slags meditativ musik eller af hendes egen dragende musikfortolkninger. Et helt uimodståeligt eksempel er hendes meget personlige fortolkning af Beatlessangen ‘Happiness is a warm gun’ fra videoinstallationen ‘I’m Not The Girl Who Misses Much’.

Udstillingen fortsætter ude i museets skønne park, hvor der er en ophængning af undertøj. Undertøjet var skinnende rent og hvidt ved udstillingens start, men måske bliver det mere snavset som tiden går ..? (Foto: Ole Schwander)

Tressernes flower-power-æstetik og -idealer fylder i det hele taget i hendes videoværker. En skønsom blanding af blomster, pangfarver, nøgenhed og kønsdebat tilsat en udfordring af autoriteterne, hvilket er en befrielse i dag, hvor en overordentlig stor del af samtidkunsten nærmest er uforståelig intellektuel og blottet for farver, sanselighed og følelser. Man kan sagtens gå i dybden og analysere Pipilottis værker, men man kan også lægge sig ned på nogle af de mange puder på gulvene, eller i en af de opstillede senge, kigge op på de loftprojekterede videoinstallationer og drømme sig væk.

Farverne betyder mindst lige så meget som ‘handlingen’ i hendes videoer, noget hun selv er inde på i det nye interview på Louisiana Channel. Videomediet har for hende en malerisk kvalitet, at skabe videoværker er for hende som at male på en skærm. Skærmen er hendes palet. Men hun vil på samme tid gerne række ud fra skærmen, ud til publikum: “Today, with computers, TV’s, and mobile phones, everything is flat and put behind glass – our feelings, histories, longings. We’re all separated from each other, for the human being that we are in contact with is always behind glass … But with art, we can jump out of our loneliness”, har hun udtalt.

En hel sublim oplevelse – og udstillingens Instagram-moment – er turen gennem en ‘pixelskov’, hvor hun nærmest dekonstruerer et imaginært videoværk, så tilskueren selv bliver en del af det. Et magisk audio-visuelt mørkt rum fyldt tusindvis af små håndlavede lamper med LED-pærer, der konstant skifter farve og intensitet. Hver lampe er et håndlavet unikum og repræsenterer én pixel – heraf navnet Pixelskoven.

En rigtig sjov idé er de eksempler på augmented reality, der findes i kataloget, der hører til udstillingen. Efter at have downloadet en app kan man opleve levende billeder og lyd direkte fra publikationen ved hjælp af en mobil enhed.

Louisiana: 1. marts – 23. juni 2019

Pipilotti Rist på Louisiana (Foto: Ole Schwander)

Gammelt og nyt mødes på Glyptotekets nye udstilling ‘Perfect poses?’. Marmorskulpturen ‘Hugsiddende Flora’ af Jean-Baptiste Carpeaux og den elektroniske tidsalder i form af lysende dioder, der mimer de besøgendes poseren.

Menneskekroppen det emne, som siden tidernes morgen har optaget kunstnerne allermest. Og vil man se kunstværker med afklædte skikkelser, så er Glyptoteket i København det helt rigtige sted at gå hen. Deres samling af menneskeskulpturer er helt enestående. Den nye udstilling ‘Perfect Poses?’ er en pædagogisk tilrettelagt vandring gennem skulpturelle højdepunkter fra 1789 til 1914 – en periode inden for fransk kunst, som, lidt nedladende og uretfærdigt, kaldes salonkunst, en stil Glyptotekets grundlægger, Carl Jacobsen, dyrkede med entusiasme, for det var jo hans samtids kunst. Glyptotekets egne værker er på den aktuelle udstilling suppleret med lån fra Calouste Gulbenkian Museet i Lissabon, hvor hele udstillingen blev vist fra oktober 2018 til februar i år. Hvorfor skal udstillingens titel i øvrigt være på engelsk? For turisternes skyld?

Udstillingen er organiseret efter positurer: Mennesker på hug, i bevægelse, stående, siddende og i grupper. Værkerne er skabt af tidens mest betydningsfulde franske kunstnere som Carpeaux, Dalou, Maillol og Rodin. Det er interessant, at man kan opleve værker i flere forskellige materialer som ler, gips, marmor og bronze, især når det drejer sig om forskellige udgaver af det samme værk. Der vises også interessante eksempler på tidlige små og rå figurer – en form for ’modelskitser’.

Opsætningen og belysningen på udstillingen gør, at opmærksomheden rettes mod det væsentlige, skulpturerne, samt at formgivningens fylde og kraft træder tydeligt frem. Er der lidt for mørkt i rummene, og er spotlysene på figurerne for skarpe? Måske. Jeg kunne godt tænke mig en bedre balance. Men at gå rundt i halvmørket omgivet af disse mesterlige skulpturgrupper giver til gengæld en god følelse af intimitet og nærhed. De informative plancher på udstillingen er forbilledlige både i tekst og læsbarhed og byder på en god og interessant indgang til de udstillede værker. En sjov detalje er en stor elektronisk tavle, hvor folk kan stille sig i en positur, der gengives på en lysende skærm. Det er noget, der morer – især børn og unge. I udstillingsperioden præsenteres i øvrigt et live-program og uddannelsesforløb særligt målrettet unge, som fokuserer på kropsidealer og kroppen som udtryksmiddel – læg mærke til spørgsmålstegnet i titlen! Her skal publikum ikke blot kigge på kroppe i skulpturerne, men får også mulighed for at bringe deres egen krop i spil.

Glyptoteket: 1. marts – 16. juni 2019