Kulturkrukken

De fire legatmodtagere: Anne Marie Ploug, Ursula Nistrup og Kunstnerduoen Vinyl – Terror & Horror ved Camilla Sørensen
og Greta Christensen (Foto: Steen Møller Rasmussen).

Fonden ‘Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år’ uddelte fredag den 1. marts 2019 de årlige hæderslegater på hver 100.000 kr. til: Anne Marie Ploug, Ursula Nistrup og Kunstnerduoen Vinyl – Terror & Horror ved Camilla Sørensen og Greta Christensen.

Anne Marie Ploug arbejder i mange medier, men uanset hvilket er der en tone af farveglæde, undersøgelser og ikke mindst humor, men også flere små hint til det politiske. Om hun arbejder med seje Manga Girls, blomster, symboler, om det er i keramik, kobberplader, træsnit, linoleumssnit, blæk på papir eller malerier, er alle udtryk i skiftende medier poetiske og på sin vis med en egen sårbarhed trods de kraftfulde udsagn.

Ursula Nistrup er fascineret af menneskets sanser og hendes undersøgelser af og omkring dette giver os meget smukke og interessante værker, vi kan gå på oplevelse i både fysisk og mentalt. I forlængelse af en konceptuel-minimalistisk tradition undersøger Nistrup fænomener som tid, lys, bevægelse og lyd i sig selv og som kulturelle mønstre.
 I starten var det arkitektur og lys, nu er fokuset skiftet til lyd, som skaber verdener, intime forestillinger og udvidede rum.

Vinyl – Terror & Horror er en kunstnerduo som arbejder sublimt med tværæstetiske processer, der inddrager både billedkunst, musik og scenografi. Camilla Sørensen og Greta Christensen har fokus på relationen mellem lyd og objekt – og alt udsættes for et greb indenfor dekonstruktion, der er det gennemgående element i arbejdsprocessen. De to kvinder arbejder med lyd og objekter, som de dekonstruerer og skaber en ramme, som fører mig ind i et univers af Vinyl – Terror & Horror.

Anne Marie Telmányi-fonden er stiftet af afdøde maler Anne Marie Telmányi og fondens legater gives til kvindelige billedkunstnere over 40 år, der har ydet en markant, prisværdig indsats.

Sonja Ferlov Mancoba: ‘Maske’ (også kaldet ‘Krigens udbrud’), 1939. Museum Jorn, Silkeborg. Foto: Anders Sune Berg.

Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) levede det kunstnerliv i Paris, man ofte ser karikeret i populærkulturen. Den fattige kunstner der varmer sig ved et stearinlys og spiser brødkrummer. Hun boede dog ikke på et loft med udsigt til stjernehimlen, men sammen med sin mand, den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba samt deres søn Wonga, under kummerlige forhold i en lille og primitivt butik – en nedlagt vinforretning i det 14. arrondissement, der fungerede som både bolig og atelier. Hun kom til Paris i 1936 og boede og arbejdede der stort set resten af livet, ligesom hun også blev fransk statsborger.

Som ung pige besøgte Sonja Ferlov Carl og Amalie Kjersmeier, der i deres lejlighed på Vesterbro i København havde opbygget en betydelig samling af afrikanske objekter og skulpturer. Det lagde straks grunden til en livslang fascination af oprindelig kunst, ikke kun fra Afrika men også fra Sydamerika og Middelhavsområdet. Især har kunst fra maya-kulturen præget hendes livsværk. Hun begyndte som maler, men det var i skulpturen, i begejstringen for leret, at hun fandt sin helt egen, enestående udtryksform.

Hun havde tidligt fået kontakt til adskillige af tidens danske kunstnere og var en slags ‘hangaround’ i COBRA-bevægelsen, hvor især Asger Jorn var en betydelig støtte for hende.

Mange af hendes kunstværker virker besjælede, som hos de ‘primitive’ forbilleder, hun i lighed med mange af datidens kunstnere, begejstret studerede i Paris på Musée de l’Homme og Musée d’Ethnographie du Trocadero.

I Ferlovs stramt udførte, nærmest geometriske, skulpturer betyder mellemrummene –  de tomme hulrum lige så meget som selve materialet – både rent fysisk og billedligt. Ofte er motiverne stiliserede menneskekroppe, der hænger tæt sammen via ekstremiteterne. Et element i hendes skulpturer er efter min mening overset af kunsthistorikerne. Det er det traditionelle folkelige motiv ‘Circle of friends’, der stammer fra mayakulturen, og som, ligesom maskemotivet, i mere eller mindre abstrakte former går igennem hele hendes beskedne livsværk – beskedent af antal men ikke af kvalitet. ‘Circle of friends’-motivet viser hende som den humanist, hun var, dybt optaget af budskaberne om sammenhold, fred, medmenneskelig forståelse, menneskekærlighed og tolerance.

Motivet ‘Circle of friends’ (tv), der stammer fra mayakulturen, sammen med Sonja Ferlovs mere og mere stiliserede udgaver af samme motiv – et motiv hun benyttede gang på gang gennem livet.

Ferlov var dybt optaget af den franske poet og filosof Antonin Artauds ideer om det ideelle menneske som en krop uden indre organer – og derfor uden seksuelle lyster og drifter. Måske derfor ser man ofte menneskelignende skulpturer fra hendes hånd, som har et stort hul – ingenting – i maven.

Den aktuelle udstilling ‘Maske og ansigt’ på SMK fremstår som en formfuldendt præsentation værkerne, der står på podier af varierende højde, således at opstillingen giver et rytmisk forløb, der går i dialog med rytmen i skulpturerne. Lyssætningen er diskret men effektfuld, og et par af de større hvide figurer har fået en sort plade som baggrund, hvilket giver en god kontrast, der forstærker oplevelsen af værkerne. Midt i salen vises en film om den ellers sky kunstner, og dette område er meget elegant omkranset af et let arrangement af tynde hvide draperinger.

I forbindelse med udstillingen, der senere vandrer i lidt ændret form videre til Centre Pompidou, er der produceret en stor, flot og veludstyret bog om kunstneren.

SMK: 8. februar – 5. maj 2019

Claudia Comte: ‘I Have Grown Taller from Standing with Trees’. Courtesy Copenhagen Contemporary. Foto: Ole Schwander

CC – Copenhagen Contemporary fortsætter legepladstemaet, så det er super at åbne denne udstilling op til skolernes efterårsferie! Tag endelig ungerne med – det er et godt og tankevækkende udflugtsmål for hele familien. Sidste år var den store hal fyldt med gynger, og i år er der seks meter lange, tykke træstammer liggende spredt rundt i hallen, mens andre står lige op eller hælder faretruende. Det er meningen at de store, afbarkede fyrretræstammer, som er kørt herop fra Schweitz, skal ændre farve og karakter i løbet af udstillingsperioden. Publikum må gå, kravle, ridse, skære og tegne på stammerne. Må man også tage madpakker med og holde picnic i ‘skoven’? Det store installationsværk, som herhjemme vel kun kan huses af CC, hedder ‘Have Grown Taller from Standing with Trees’ og er skabt af den schweiziske kunstner Claudia Comte. Værket forener skulptur, lyd og matematiske systemer med kunstnerens interesse for arkæologi, biodiversitet og skovbrug. Afbarkningen og den hvide farve får, på trods af deres enorme størrelse og vægt, stammerne til at virke som fjerlette pinde, der er kastet rundt i lokalet. En ‘stor’ oplevelse på alle måder! Væg-til-væg tæppet er en oplevelse for sig med mønsteret der gør, at gulvet virker som om det af og til buer nedad. Det skal lede tanken hen på træernes rodsystemer, der via underjordiske netværk af svampe kommunikerer med andre træer på tværs af skovbunden. ‘Have Grown Taller from Standing with Trees’ skal i det hele taget anskueliggøre naturen i al dens magt. Det er også en fortælling om naturens kirkegård af fældede træer, der spejler den tid, vi lever i, hvor menneskets handlinger har direkte konsekvenser for klodens biologiske systemer. Installationen minder os om, at vi er en del af en større helhed, hvor stærke fællesskaber er lige så vigtige for naturen, som de er for mennesker. Så her er noget at tale med børnene om. I løbet af udstillingsperioden er der planlagt en række performances.

Mange dør uden at vide det på forhånd, for eksempel ved pludselig sygdom eller ulykker. Nogle er klar over, at slutningen er nær.

Interessant er det naturligvis blandt kunstnere.

De sidste album, David Bowie og Leonard Cohen udgav før deres død var præget af, at de selv vidste, deres liv nærmede sig afslutningen.

Glyptoteket erhvervede i 2018 værket ‘Le chêne de roche’ (Klippeegen), malet i 1860 af den franske kunstner Théodore Rousseau. Maleriet er skænket af Ny Carlsbergfondet.

Året 2018 har tilsyneladende været et kanon år for danske kunstmuseer. Ikke kun Louisinana, men også Glyptoteket melder om rekordbesøgstal. I 2018 besøgte 448.934 gæster Glyptoteket. Det er det højeste besøgstal i museets historie. Sidste år besøgte 410.160 gæster Glyptoteket, det tal er nu slået med knap 39.000, hvilket gør 2018 til det bedst besøgte år nogensinde. ”I 2018 præsenterede vi tre store særudstillinger, der hver især trak mange gæster til museet. Vi lagde ud med Farao. Magtens ansigt, fulgte op med Beriget & Beruset og sluttede året af med Odilon Redon. Into the Dream. Et særkende ved alle udstillingerne er, at de er funderet i en stræben efter originalitet og høj faglighed. Samtidig har vi eksperimenteret med nye måder at formidle kunsten på. Det er godt at se, at gæsterne kvitterer for denne indsats,” siger direktør for Glyptoteket, Christine Buhl Andersen.

Fra Louisianas aktuelle publikum- og anmeldersucces: ‘Månen – Fra den indre verden til det ydre rum’: Fritz Lang: Frau im Mond, 1929, Foto: Horst von Harbou / Deutsche Kinemathek

2018 blev et historisk år på Louisiana i mere én forstand, for museet kunne fejre sit 60-års jubilæum med det største besøgstal nogensinde. 755.500 gæster besøgte Louisiana i løbet af året, Året har også båret frugt for Louisianaklubben, som kan gå ind i 2019 med det største antal medlemskaber nogensinde, over 64.000 medlemskort, svarende til mere end 100.000 mennesker. Direktør, Poul Erik Tøjner, siger om året, der gik: “Det er glædeligt og stærkt opmuntrende, at der er så stor interesse for Louisianas program og måde at drive museum på, ligesom det i det hele taget er glædeligt, at der er mange mennesker på museerne i Danmark, for vi er ikke de eneste, der har haft et godt år. Louisianas popularitet er et klart udtryk for, hvor langt man kan nå, når både offentlige tilskud og fondsmidler virker sammen på et ambitiøst niveau med langsigtet perspektiv.”

1. februar 2019 tænder Copenhagen Light Festival den grønne laserstråle over flere end 40 værker og events. Københavnere og byens besøgende kan for alvor begynde at glæde sig og finde fornuftigt fod- og overtøj frem. For selvom mange i denne mørke tid umiddelbart lader sig lokke af dagligstuens lune og trygge rammer, så er der 40+ grunde til at komme udendørs efter solnedgang og opleve et hav af farvestrålende lyskunstværker i hovedstadens gader, og på pladser, kanaler og bygningsfacader. Undskyldningerne for at blive hjemme må se sig slået af Copenhagen Light Festivals mange lysaktiviteter. I år kan festivalens besøgende opleve lyskunsten til lands via guidede lysture til fods, på cykel og segway, og til vands i kajak eller i kanalbåde. Copenhagen Light Festival varer fra fredag den 1. februar til søndag den 24. februar.

Se det omfattende program: klik her.

Julekalenderen tager afsæt i værket ‘Et selskab af danske kunstnere i Rom’ af Constantin Hansen.

TV-personligheden Peter Kær har, i samarbejde med Statens Museum for Kunst og Bruun Rasmussen, skabt en seværdig og velproduceret kunstkalender i 24 afsnit, som løber her i december. De 24 afsnit tager afsæt i værket ‘Et selskab af danske kunstnere i Rom’ af Constantin Hansen. Dog lidt enerverende, at den temmelig lange indledning gentages i hvert af de korte afsnit. Men godt, at man kan gå andre steder hen, når DR i årevis, med stor ihærdighed, har forsømt at oplyse folket om kunst og kultur.

Se kalenderen, klik her.

Det er ikke hver dag, der her til lands åbner en ny kunsthal med internationale ambitioner. Men som en anden Fugl Fønix er CC – Copenhagen Contemporary – lykkeligvis genopstået fra asken fra den hedengangne Papirø. CC er et helt enestående initiativ i den danske kunstverden, og jeg frygtede, projektet ville blive begravet med Papirøen. Men nu lader det til, at det bliver en fast institution i den danske kunstverden – især når overborgmester Frank Jensen ved åbningen virkede ægte begejstret og udtalte, at CC medvirker til at sætte København på kunstens verdenskort. Det samme var direktør for CC, Marie Nipper, inde på, da hun proklamerede, at kunsthallen skulle være et af de førende kraftcentre for kunst i Europa. Her er i sandhed noget at leve op til.

Doug Aitkins imponerende cirkelrunde videoinstallation.
Foto: Ole Schwander.

Rammerne er i hvert fald imponerende, kæmpe lokaler med meget højt til loftet – både hvad angår det rent fysiske og ambitionerne. Kunsthallen lægger ud med to store installationer, danske SUPERFLEX med One Two Three Swing! og den amerikanske fotokunstner Doug Aitkins med Song 1. Begge titler er pudsigt nok noget med tal. Song 1 er en fascinerende videoinstallation bestående af en række store projektorskærme, der danner en cirkel, som tilskuerne både kan stå inden i og bevæge sig rundt om. Den flotte og underholdende video består af forskellige stemninger, og mennesker der synger ørehængeren I only have eyes for you. Smuk og bevægende.

Så har jeg det mere stramt med buddet fra SUPERFLEX, som viser en Instagram-venlig legeplads, som i en lidt ændret form har været vist på Tate Modern i London. Installationen består af en række gynger, der er opsat på orange stativer af vekslende størrelser.

SUPERFLEX “Tager livtag med det, de oplever som samfundsmæssig apati, en handlingslammelse i forhold til de politiske, miljømæssige og økonomiske udfordringer, der præger vores tid ved at fremhæve det revolutionerende potentiale, de ser i fællesskaber og fælles handlinger.”
SUPERFLEX. One Two Three Swing! Installation shot, Copenhagen Contemporary 2018. Foto: Anders Sune Berg

Ja, det er sjovt at gynge, men jeg ved ikke, hvem der samtidig tænker på menneskelig interaktivitet og de fællesskaber, vi sammen kan skabe og tage “livtag med det, de (SUPERFLEX) oplever som samfundsmæssig apati, en handlingslammelse i forhold til de politiske, miljømæssige og økonomiske udfordringer, der præger vores tid – og de gør det ved at fremhæve det revolutionerende potentiale, de ser i fællesskaber og fælles handlinger.” Gisp …! En stor, blank kugle pendulerende over et vævet tæppe i ‘eurosedlernes farver’ skal få os til at filosofere over den økonomiske situation i EU: “Vi bliver som besøgende inviteret til at overveje de økonomiske strukturer og samfundsmæssige kræfter, der styrer vores hverdag.” Dobbelt gisp …! Ja, samfundsengagerende og -kritisk skal det sateme være – for enhver pris ..! Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvor mange legepladser, der kunne oprettes i København for det beløb, denne hundedyre gyngetur for kultureliten har kostet. Men nu skal man jo ikke ikke blande kunst og penge. Jeg så ikke, om de besøgende får en forklaring med om værkerne i form af en redegørelse for de økonomiske og strukturelle udfordringer, vi står over for. Leg og politik – Københavns alternative kulturborgmester må være jublende lykkelig for denne installation! Underligt, at flygtningesituationen ikke også bringes på banen i forbifarten – men det kommer jo nok senere.

Jeg ser forventningsfuldt frem til en masse gode oplevelser i det nye, mægtige CC – Stort velkommen tilbage, CC!

Doug Aitken og Superflex: 29. juni – 30. december 2018

Copenhagen Photo Festival 2018 er skudt i gang. Gennem 11 dage kan publikum opleve fotografiet i alle dets udtryksformer på vidt forskellige lokationer. Et af dem er udstillingen Interpretations i Hofteatret på Christiansborg, hvor de fem fotografer Tune Andersen, Ole Christiansen, Miriam Dalsgaard og Jens Juul har fået til opgave hver at portrættere de samme fem kendte danskere, som repræsenterer hver sin generation: komponisten Bent Fabricius-Bjerre, forfatterinden Suzanne Brøgger, balletmester Nikolaj Hübbe og sangerinden Medina. De sort/hvide portrætter står stærkest på udstillingen, hvoraf Ole Christiansens og Jan Grarups serier fremstår som udstillingens mest helstøbte og overbevisende værker. Ole Christiansen har gennem længere tid arbejdet intensivt med det sort/hvide fotografi og opnået en teknik, der fremtvinger dyb respekt. Og når teknikken går hånd i hånd med hans sikre fornemmelse for kraftfulde og intense motiver – som her i portrætkunsten – nærmer det sig perfektionen. Ole Christiansen formår at skabe en nærmest ikonagtig fremstilling af hver af de portrætterede, og det er, som altid, en fornøjelse at opleve hans stærke værker.

Foto: Ole Christiansens portræt af balletdanser Nikolaj Hübbe ©

Teatermuseet i Hofteatret: 31. maj – 26. august 2018

Læs mere om Copenhagen Photo Festival her.