De glade legatmodtagere. Fra venstre: Trine Søndergaard, Karen Land Hansen, Ingrid Kæseler, Louise Hindsgavl. Foto: Steen Møller Rasmussen.
Anne Marie Telmányi, født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år blev uddelt fredag den 2. marts 2018. Hver legat er på 100.000 kr. Årets modtagere er: Sophie Dupont, Trine Søndergaard, Karen Land Hansen, Ingrid Kæseler og Louise Hindsgavl. Anne Marie Telmányi-fonden er stiftet af afdøde maler Anne Marie Telmányi og fondens legater gives til kvindelige billedkunstnere over 40 år, der har ydet en markant, prisværdig indsats.
Trods mangel på konsekvens på udstillingen kan man altid nyde de mange pragtfulde skitser. Til venstre Domenico Piola ‘St. Sebastian plejes af kvinderne eller Adonis’ død’ og til højre Salvator Rosa ‘Empedokles’ død’. Begge pen og brunt blæk og begge tilhører SMK, Den Kongelige Kobberstiksamling.
SMKs nye, store udstilling Art in the Making lover desværre mere, end den holder. Ideen er god nok – hvordan bliver et kunstværk til, og hvad fortæller arbejdsprocessen os om det færdige resultat? Men det ligger endog meget tungt med eksemplerne på arbejdsprocesserne. Udstillingen er mest blevet en præsentation af sjældent sete tegninger fra Den Kongelige Kobberstiksamling. Store kunstneres skitseværker er jo altid interessante at studere, men på denne udstilling er der ikke umiddelbart megen sammenhæng mellem skitserne og de færdige værker. Hertil kommer, at de færdige malerier ofte er reproduktioner gengivet så bittesmå, at de næsten er umulige at iagttage, ligesom de er placeret helt nede ved titelskiltene, så man nærmest skal ligge ned for at se dem. Når der reklameres med, at man kan følge kunstnernes ideer og de arbejdsprocesser værkerne gennemgår før det færdige resultat, er det altså en virkelig tynd kop te! Ideen er mest heldigt gennemført med Krøyers portræt af Sophus Schandorph, hvor man kan studere hele fem skitser, samt skitserne til Edvard Weies store maleri Faun og nymfe. Det er også interessant at se Niels Larsen Stevns avisudklip som forlæg for personers positurer i hans malerier. Det er således et par danske klassikere, der fungerer bedst på udstillingen og ikke de store udenlandske navne, der ellers reklameres med. Det ville måske være en idé at følge op med skitser og færdige værker af nutidige kunstnere, hvor der nok er mere materiale tilgængeligt, så udstillingen kan leve op til sit navn. Hvorfor skal titlen i øvrigt være på engelsk? Men en genial idé er dog det tegneværksted, der er oprettet på udstillingen. Her kan børn og voksne afprøve egne færdigheder med opstillede modeldukker. I vinterferien kan børn skabe sine helt egne mesterværker, de kan lave skitser af deres idéer, inden de går i gang med at modellere og male det endelige mesterværk, og museets huskunstnere står oven i købet klar til at hjælpe fantasien på gled. Anbefalet alder: 3+ år.
SMK: 8. februar – 6. maj 2018
En genial idé er det tegneværksted, der er oprettet på udstillingen. Her kan børn og voksne afprøve egne færdigheder med opstillede modeldukker. Foto: Steen Møller Rasmussen.
På en ny særudstilling på SMK kan man opleve et af museets seneste indkøb, filmen Skarpretteren af Ursula Reuter Christiansen. En rigtig fin udstilling om et markant værk i nyere dansk kunsthistorie. Filmen erfra 1971 og er et af de vigtigste værker i dansk feministisk kunst. Den viser i en serie tableauer kvindens møde med Skarpretteren i en valmuemark, en udmattet soldat som hun ammer og en flok øldrikkende mænd i færd med at grave hendes grav og er en musikalsk legende om kvindens fornedrelse og ophøjelse. Om filmen har hun selv udtalt: “Historien om min egen begravelse og begravelsen af den legendariske kvinde og fremstødet til et nyt liv i andre sammenhænge, hvor hun kan opfatte sig selv produktivt i et rimeligt samfund. Nu er hun biprodukt til manden, optaget af egne følelser, længsler, lyster og erindringer. Det er tyngende ballast. Blomsterkransen skal væk, men som en tornekrans er den trykket fast ned over panden, er næsten ikke til at rive af”. Filmen er sat smukt i scene med vægge dekoreret med store valmuer, der indgår i en ny totalinstallation skabt i samarbejde med kunstneren, og som præsenterer filmen sammen med en række silketryk, malerier og kunstbøger, den er baseret på. På udstillingen kan man således, gennem lyd, billeder og objekter, opleve det univers, der omgiver Skarpretteren. Installationen samler filmen og de senere værker – og der indgår også effekter fra filmen som for eksempel dragter og skarpretterens økse, originale lydbånd af Henning Christiansen samt avisomtaler fra tiden, hvor man kan dykke ned i, hvordan tidens feministiske miljø i Danmark og Tyskland tog i mod filmen.
I Glyptoteket lyser den ægyptiske himmelhvælving ned på Kai Nielsens skulptur Vandmoderen. Begge symboler for livets opståen og videreførelse. Foto: Ole Schwander.
Til daglig oplever man ikke ret meget lys i København. I modsætning til mange andre storbyer er vores monumenter og bygninger ikke oplyste i aften- og nattetimerne. Men her i februar løber Copenhagen Light Festival af stablen, og dermed bades hovedstaden bogstavelig talt i lys. Festivalen byder på mere end 40 stedbestemte lys-installationer skabt af både internationalt kendte samt upcoming kunstnere og designere. Programmet byder også på et righoldigt udvalg af rundvisninger og events. Et af de steder, man kan opleve festivalen, er på Glyptoteket, hvor den eventyrlige Vinterhave er blevet endnu mere eventyrlig, idet den er omdannet til en farverig oase her i storbyens ørken. Besøgende kan lade sig hensætte til en af oldtidens ægyptiske oaser, hvor himmelgudinden Nut sikrede morgendagens komme, når hun hver morgen fødte solen på ny. I løbet af 15 minutter kan man opleve lyset fra den røde aftensol, den stjerneklare himmel og det kølige morgengry. Jan Høgh Stricker og Kasper Vang fra online-radioen The Lakeskabt en lydside af naturoptagelser og musik med inspiration fra ørkener og oaser. Nat i oasen er skabt særligt til Glyptoteket af den prisvindende lysdesigner Iben Winther Orton fra Lightscapesmed afsæt i det dramatiske røde aftenlys og den kulsorte himmel i Ægyptens oaser. Udendørs oplyses Glyptotekets store kuppel, de fire lanterner og pyramiden af et rødt lys, som går igen på museets forplads, hvor de to bronzeløver ved indgangen giver en dramatisk velkomst. Samtidig kan man, med stort udbytte, stadig gå på opdagelse i Glyptotekets spændende udstilling Farao. Magtens ansigt, der varerindtil den 25. februar.
Et af de mange andre steder, der oplyses ved festivalen er ‘Bølgen’ ved Kalvebod Brygge, hvor lyskunstneren Mads Vegas har skabt installationen ‘Eternal Sundown’. Foto: Ole Schwander.
Tove Kurtzweil betragter en del af ophængningen på Gl. Holtegaards store respektive udstilling af hende værker. Foto: Ole Schwander.
En af landets allerbedste kunstfotografer, Tove Kurtzweil, har langt om længe, her lige før sin 80-års fødselsdag, endelig fået den omfattende, retrospektive præsentation af sine værker, hun fortjener. Det er på udstillingen Hvorsomhelst og intetsteds på Gl. Holtegaard, hvor der vises eksempler på hendes kunst lige fra 60′erne til i dag. Tove er ikke kun en stor kunstner, hun kan også, med fuld, ret kaldes ‘fotografernes fotograf’, idet hun gennem sit lange virke har inspireret en lang række af danske fotografer, ikke kun i gennem hendes kunst, men også gennem undervisning og foredrag og i kraft af hendes entusiasme, imødekommenhed og positive udstråling. Toves billeder er ikke bundet til tid og sted, ofte lægger hun flere billeder oven i hinanden, så resultatet bliver et drømmeagtigt, nærmest surrealistisk, scenarie med flere betydningslag både fysisk og mentalt. En leg i mørkekammeret – en slags ’tilfældighedens anatomi’, en undersøgelse af papiret og fremkalderprocessen, hvor resultatet hensætter beskueren til anden, nærmest meditativ, verden. Den personlige indgriben i hele processen giver en stemning og stoflighed, som sjældent opnås i dag, hvor fotografier produceres maskinelt. Langt de fleste billeder på udstillingen er fotos, der har udgangspunkt i kunstnerens mange rejser rundt omkring i verden. I et lille rum i slutningen af den tematisk opdelte udstilling præsenteres enkelte af Toves utallige fremragende portrætter. Portrætfotografiet er en disciplin, der har fyldt hendes liv gennem alle årene, og som fortjener en udstilling for sig selv. Den aktuelle udstilling krydres af et righoldigt formidlingsprogram, heriblandt en række art talks, workshops og omvisninger.
Gl. Holtegaard: 19. januar – 2. april 2018
Et lille selvportræt på udstillingen repræsenterer selve indbegrebet af den oprindelige fotografering – fotografen, kameraet, negativet. og positivet.
Anselm Kiefer. ‘For Louis-Ferdinand Céline: Voyage au bout de la nuit’. Installation shot, Copenhagen Contemporary 2016. Photo: Anders Sune Berg
Copenhagen Contemporary ved havneløbet på Papirøen i Københavns Havn bliver ved med at overraske med sine internationalt orienterede, spektakulære udstillinger, der præsenterer kunst i verdensklasse. Flot, at det kan lade sig gøre – og stor tak til initiativtagerne og sponsorerne!
I øjeblikket kan man i den store hal opleve den tyske kunstner Anselm Kiefer med en enorm installation “For Louis-Ferdinand Céline: Voyage au bout de la nuit” bestående af fire naturtro flyskulpturer i bly samt fire kæmpe malerier. Kiefer har arbejdet på blyskulpturer af fly siden slutningen af 1980’erne, og de er en væsentlig del af hans imponerende æuvre, som i høj grad handler om efterkrigstidens Europa, hvor krig og historiske begivenheder, litteratur, alkymi, astronomi, kemi og religion går op i en højere enhed. Det er en ubeskrivelig oplevelse at se disse 1:1 flyskrog – nogle af dem med tørrede kæmpesolsikker stikkende ud af vinger og cockpit. Udstillingens malerier, der også er enorme, er inspireret af en rejse kunstneren foretog til Gobi-ørkenen i 1993. Dybe furer pløjer sig ind i det øde landskabe, mens dommedagslignende formationer af insekter kredser truende rundt som et ondt varsel om alverdens ødelæggelser. Både flyene og billederne varsler død og ulykker, og begge dele indbyder til, at man betragter de otte værkerne både på afstand og rigtig tæt på, hvor man kan opleve materialerne og forarbejdningen. En kæmpe udstilling – og en kæmpe oplevelse – hos Copenhagen Contemporary.
Den amerikanske kunstner Sarah Sze er også aktuel på Copenhagen Contemporary, hvor man kan granske hendes fascinerende værk, ‘Timekeeper’. I lighed med Anselm Kiefers store installation indbyder Szes værk til fordybelse, men ef en helt anden slags, idet hun, i modsætning til Kiefers kæmpeværker, har sat en masse småting i scene på en opsats af trælister. Værket handler om tiden, som, ved hjælp af en mængde videoprojektioner med diminutive billeder, behandles ud fra både tidspunkter, steder og erindringer. Installationen virker ved første øjekast i det mørke rum helt kaotisk, men når den studeres nærmere dukker en mængde informationer og ideer op, som giver værket mening. Livet stykket sammen af små fragmenter – oplevelser, minder og erindringer. Sarah Sze repræsenterede i øvrigt USA ved Venedig Biennalen i 2013.
Endelig må jeg nævne amerikanske ‘provo’kunstner Paul McCarthys groteske mekaniske gris, som både er tragisk, morsom og nuttet, som den spjætter med ben og hale mens den hiver efter vejret, liggende på et stålbord med al mulig underliggende moderne teknik og mekanik. En fascinerende skulptur, som leder tankerne hen på vores behandling af fødevarer, landbrugsproduktion, dyrevelfærd, etik og – i sidste ende – livet og døden. Nedenfor er en lille video, jeg optog af grissebassen på Copenhagen Contemporary.
Copenhagen Contemporary Anselm Kiefer: 2. april – 6. august 2017 Sarah Sze: 10. marts – 3. september 2017
Banksy har igen taget Instagram i brug for at verificere et værk, denne gang et som dukkede op overnight på en bygning på York Street i Dover, England. Det tre-etages høje vægmaleri med Brexit-tema viser en mand klædt i arbejdstøj, som hugger en af de 12 guldstjerner i EU-flaget væk med en hammer og mejsel.
Stjernerne symboliserer i øvrigt ikke antallet af medlemslande, men idealer om enhed, solidaritet og harmoni blandt Europas befolkninger. Cirklen med stjernerne er et symbol på perfektion samt for idealer om enhed, solidaritet og harmoni blandt Europas folkeslag – i lighed med de 12 apostle, de 12 måneder af året, de 12 stjernetegn og andre symboler, hvor tallet 12 anvendes. Stjernernes antal vil således altid være 12 uanset antallet af medlemslande. Så Banksys håndværker fjerner ikke et medlemsland, men man kan sige, at han slår skår i ‘sammenholdet’.
‘Clausen – for altid’ lyder den på én gang optimistiske men også vemodige titel på den sidste udstilling i regi af den ’gamle’ Clausens Kunsthandel. Kunstnerne Jytte Rex, Toni Larsen, Bendt Ulrich Sørensen, Steen Møller Rasmussen, Kirstine Vaaben, Ole Tophøj, Helle Frøsig, Lise Nørholm og Cai Ulrich von Platen er gået sammen om at skabe en udstilling, hvor de, som kuratorer og med afsæt i alle husets rum, har skabt en broget og spændende udstilling, der præsenterer værker af flest mulige af de kunstnere, som har haft en væsentlig berøring med Clausens Kunsthandel gennem årene. Det drejer sig om ca. 120 kunstnere, så det har været oplagt at tænke utraditionelt når det gælder udstillingens udformning. De ni kunstnere har hver især valgt et udstillingsgreb, og der er således dannet ni forskellige zoner, hvor de arrangerende kunstnere har haft frie hænder til at hænge eller installere kollegaernes værker på den måde, de fandt det mest interessant. Når de har taget denne frihed, er det sket med en respekt for både kunstnernes intentioner og stedets ånd. Mangfoldigheden bliver vist respekt. Det er blevet en frodig udstilling, der afspejler den bredde og seriøsitet, der har kendetegnet Clausens Kunsthandel siden 1953. En yderst seværdig udstilling, som er rig på gode oplevelser.
Viggo Clausen (1916-1992) skabte 210 udstillinger før han 1. januar 1984 overlod roret og ansvaret til sin datter Lis. Lis (f.1946) laver nu sin udstilling nr. 398 og dermed sin sidste, som hun så oven i købet har fået andre til at organisere. Det er hermed slut med Clausens Kunsthandel, som vi kender den i dag.
Anne Marie Telmányi-fonden er stiftet af afdøde maler Anne Marie Telmányi (1893-1983). Fondens legater gives til kvindelige billedkunstnere over 40 år, der har ydet en markant, prisværdig indsats. Årets legatmodtagere, som hver har modtaget 100.000 gode skattefrie kroner, er: Karin Lorentzen, Rose Eken, Astrid Kruse Jensen, Lisbeth Eugenie Christensen og Astrid Svangren. Legaterne blev uddelt fredag den 3. marts i Kuppesalen på Charlottenborg. Fondens midler stammer fra Anne Marie Telmányis arv fra sine forældre, Anne Marie og Carl Nielsen, og bygger på indkomsten fra Carl Nielsens musikrettigheder.
Fire af de fem legatmodtagere. Fra venstre: Karin Lorentzen, Astrid Kruse Jensen, Lisbeth Eugenie Christensen og Astrid Svangren. Foto: Steen Møller Rasmussen.
James Abbott McNeill Whistler, 1834-1903 ‘Tre figurer: Lyserødt og gråt’, 1868-78. Tate, London 2016.
Whistlers pragtfulde, store maleri Three Figures: Pink and Grey kan næsten stå som symbol for den aktuelle udstilling på SMK: ’Japanomania i Norden 1875-1918‘, idet det forestiller tre ‘muser’, der pusler om et japansk kirsebærtræ, og altså hjælper planten – den japanske kultur – til at gro og og blive levestærk i Vesten – i hvert fald inden for kunstarterne. Ud over at publikum får øjnene op for for japanske bølge, der (som på Hokusais berømte træsnit!) omkring årtusindskiftet skyllede ind over europæisk kunst, har man mulighed for at opleve helt enestående enkeltværker af nordiske kunstnere. Især var jeg begejstret for malerierne af de svenske kunstnere Bruno Liljefors, Gustaf Fjæstad og Helmer Osslund, som udstillingen byder på helt fantastiske kunstværker af. Også det fine lille billede Blomstrende Akacietræ af van Gogh har sat sig fast i erindringen.
Med udsigt til et japansk shoji-vægpanel, står elektroniske pennesæt klar til brug, hvor papiret er byttet ud med fladskærme, så de besøgende selv kan forsøge sig med japansk kalligrafi eller tegninger. Virkningen er virkelig god og dit kunstværk forsvinder automatisk lidt efter lidt.
I midten af 1800-tallet genoptog Europa handlen med Japan, hvorefter en bølge af ‘japanerier’, især i form af træsnit, forandrede europæisk kunst og kunsthåndværk, først og fremmest hos impressionisterne i Paris, og efterfølgende åbnedes øjnene også hos kunstnerne i Skandinavien for den japanske kultur. Påvirkningen på den europæiske kunst var enorm og kom til udtryk både direkte i formen, i motivvalg og på selve de genstande, der skildres i kunstværkerne. Den japanske – og i øvrigt også den afrikanske – kultur gav nyt liv til den vesteuropæiske kunst og indebærer en inspiration, der gennemsyrer moderne kunst helt op til i dag. Ja, hele art-nouveau/jugend-bevægelsen var utænkelig uden impulserne fra østen. Påvirkningen fra Japan var især stor for kunstnere som Claude Monet, Edvard Munch, Van Gogh, Vilhelm Hammershøi, Anna Ancher, Albert Edelfelt og L.A. Ring, der alle er med på udstillingen. Mange af de kunstnere, der var med på Japan-bølgen, iscenesatte også sig selv og deres familier med silkekimonoer, vifter, parasoller og papirlamper, og de brugte fotografiet til at lade sig forevige som japanister – i deres atelier eller hjem indrettet i japansk stil.
Det er første gang en større udstilling i Danmark er dedikeret til japanismens indflydelse på Nordens billedkunst, og i forbindelse med udstillingen er der produceret et pragtværk af en bog fyldt med illustrationer og velskrevne tekster, som man godt kan bruge nogle gode stunder med at fordybe sig i ..!
