Kulturkrukken

Ifølge Hogarth gik det livligt for sig i det gamle London. Her i scene 3 er Tom endt stærkt beruset på et bordel-værtshus omgivet af alskens udskejelser.

I en ny udstilling, En skøges liv og andre historier, sætter SMK fokus på den britiske satiriker, William Hogarth (1697-1764). Hans billedserier udstillede 1700-tallets storbyliv, og han betragtes i dag som en af Englands første store kunstnere. En ung pige ankommer fra landet til London for at finde arbejde. Men i stedet ender hun som prostitueret og hendes liv går støt ned ad bakke med både fængselsophold og kønssygdom. Med udstillingen William Hogarth. En skøges liv og andre historier skruer SMK tiden tilbage til 1700-tallets storbyliv i London. William Hogarth opfandt en ny form for fortællende billedserier med satiriske og moralske pointer. Hans kritiske værker var enestående i hans samtid og fokuserede på mange af tidens aktuelle emner: Prostitution, fattigdom, vold, druk, bedrag, selviscenesættelse og begær. Især står tre serier centralt i Hogarths værk: En skøges liv (1732), En libertiners liv (1735) og Et moderne ægteskab (1745), som alle beskriver en hovedperson, der stræber efter at stige i klassehierarkiet, men undervejs fortaber sig i vilde udskejelser og styrer direkte mod selvdestruktion og død.

SMK: 14. april – 7. august 2016

ICP på den forrige, gammelkendte, adresse og visualiseringer af det nye kompleks på Lower East Side. Fotos: Jim Henderson via Wikimedia Common og Delancey Street Associates/SHoP Architects

Efter at have været lukket ned i mere end et år, genåbner International Center of Photography (ICP) på Manhattan igen den 23. juni – nu på adressen 250 Bowery. Det gamle ICP på 1155 Avenue of the Americas har i årevis været et kært og populært samlingssted for fotointeresserede fra hele verden. Foruden ICP rummer bygningen lejlighedskomplekser, og – som sladderservice – forlyder det, at både Scarlett Johansson og Paul Simon har lagt billetter ind på to af de nye lejligheder. Men måske er adressen på Bowery en stakket frist, for højst sandsynligt flytter ICP i 2020 ind i et helt nyt kompleks, Essex Crossing på Lower East Side, hvor de får endnu mere plads. Essex Crossing-komplekset kommer muligvis også til at rumme New York-afdelingen af Andy Warhol Museet i Pittsburgh.

Den britiske videokunstner Ed Atkins har produceret værket Safe Conduct specielt til x-rummet på SMK. Atkins er i sandhed et ‘barn’ af den digitale udvikling og som voksede op med online teknologien. I sine kunstværker gør han udstrakt brug af de digitale teknologier og det computergenererede billedsprog. Safe Conduct er en grotesk variation af de sikkerhedsvideoer, man ser i lufthavne. Hovedpersonen i værket er en forslået, mandlig arketype, et digitalt surrogat animeret af Atkins’ egen mimik, der er overført til figuren via ‘performance capture’ – en teknik hvor skuespillerne optræder iklædt kropsnært heldragt beklædt med sensorer, så kameraerne kan registrere bevægelserne til videre bearbejdning i computerne. Atkins blander eksisterende filmklip med sine egne computergenrerede animationer og bruger virkningsfuldt Ravels Bolero på lydsiden. Resultatet er en foruroligende, loopet kavalkade af adfærdsregler, forarbejdede kroppe, slagtehusscener og metaldetektorer. SMK skriver, at titlen Safe Conduct trækker tråde til et særligt statsligt dokument, der giver beskyttelse og immunitet til en person i et fjendtlig territorium, såvel som til den russiske forfatter Boris Pasternaks selvbiografi af samme titel. For Atkins kendetegnes vores digitale virkelighed, hvor alt renderes og medieres, netop af et kollaps mellem illusion og realitet, mellem det som ser virkeligt ud, og det som er virkeligt.

SMK: 17. marts – 4. september 2016 (gratis entré til denne udstilling)

Det altid spændende udstillingssted Cisternerne på Frederiksberg Bakke, hovedstadens enestående drypstenshule, lægger endnu en gang rum til en interessant og tankevækkende udstilling – denne gang med et almenmenneskeligt politisk budskab. Det er videoinstallationer af billedkunstneren Eva Koch, som med udstillingen Den drøm om fred, på en paradoksal poetisk og smuk måde – med valmuer der foldes ud og hvide duer flaksende rundt i mørket – sætter fokus på verdens sørgelige aktuelle tilstand. Hovedværket er en 15 meter lang videoprojektion afspillet direkte på en af Cisternernes rå drypstensvægge med børn leger, også mens bomberne falder, og blomster der vokser op selv på de mudrede slagmarker. Eva Koch nærer tiltro til, at liv og vækst altid vil trives på trods af al verdens terror, krig og ødelæggelse. En smuk tanke, der forhåbentlig breder sig her fra undergrundens dunkle, kolde og klamme hvælvinger og ud i verden. Eva Kochs værk er ikke kun kunst, der bevæger sig – men også kunst, der bevæger.

Cisternerne: 2. marts – 30. november 2016

Fra venstre: Jean-Siméon Chardin, ‘Sæbebobler’ (ca. 1733-34), Metropolitan Museum of Art, New York / Wentworth Fund, 1949 – Vilhelm Hammershøi, ‘Nøgen kvindelig model’ (1884), SMK – Emil Bærentzen, ‘Familiebillede’ (1828), SMK

Tæt på – Intimiteter i kunsten er titlen på den nye udstilling på SMK. Udstillingen præsenterer malerier, skulpturer, tegninger, grafiske arbejder og fotografier, som gennem både form og indhold fortæller om intimitet, om hvordan billedkunstnere i perioden 1730-1930 forsøger at skildre det private og intime gennem nære iagttagelser af mennesker, naturen og dagligstuen. Intimitet er tilsyneladende et vidt begreb, for selvom fleste af motiverne foregår inden for hjemmenes lukkede – intime – rum, så er det ikke alle – og der er er sågar billeder helt med fravær af mennesker. Selv om temaet intimiteter således skal forstås endog meget bredt, er det en yderst seværdig udstilling, som viser en lang række danske og udenlandske interessante kunstværker, der i høj grad er egnede til fordybelse. Udstillingen er den første, som er kurateret af SMK’s ‘nye’ direktør Mikkel Bogh (udpeget i 1914). Nu var jeg så heldig, at være med til præsentationen af udstillingen, hvor Bogh selv viste rundt og fortalte om værkerne. Han var nervøs for, om han talte for længe om hvert af værkerne, men for min skyld kunne han godt blive ved i endnu længere tid, for han fortæller med usædvanlig levende entusiasme og smittende begejstring. Heldigvis kan man lytte til ham via de høretelefoner, der er sat op rundt omkring på udstillingen, ligesom han har forfattet en omfangsrig, men smuk, læseværdig og let forståelig bog om tiden og værkerne, som sagtens kan nydes uafhængigt af udstillingen. For at få den fulde oplevelse ud af udstillingen skal man sætte god tid af til at studere værkerne, der viser, hvordan det intime er blevet formet og udviklet gennem forskellige kunstneriske bearbejdninger på den tid, hvor det private rum gør sit indtog i billedkunsten og hvor kunsten blev sat fri i forhold til tidligere tiders officielle og repræsentative funktioner. De over 100 kunsthistoriske hovedværker præsenteres i fem temaer: Interiøret: at vise og at skjule, Fordybelsens tid, Tæt på tingene, Fra syn til berøring, Mennesker mødes og Billedets ansigt. Der vises enestående hovedværker af blandt andre Jean-Siméon Chardin, Adolf Menzel, Felix Vallotton, Edward Hopper, Edvard Munch, Pierre Bonnard og Edgar Degas samt fra SMK’s egen samling fine billeder af blandt andre Jens Juel, Nicolai Abildgaard, Wilhelm Bendz, Carl Bloch, Vilhelm Hammershøi og Anna Ancher.

SMK: 11. februar – 8. maj 2016

I forbindelse med en kommende Van Gogh-udstilling Van Gogh’s Bedrooms har Art Institute of Chicago genskabt kunstnerens berømte soveværelse fra Arles i Sydfrankrig. Værelset er endda til leje på Airbnb og er udstyret med kabel-tv og WiFi. Airbnb skriver om værelset, at “dette værelse vil få dig til at føle, at du bor i et maleri. Det er indrettet i en Post-impressionistisk stil, der minder om det sydlige Frankrig og svundne tider. Dets møbler, lyse farver, og kunstværker vil give dig den oplevelse for livet.”

Kilde: ArtnetNews

Oversigt over de dyreste kunstværker solgt på auktioner. Priserne er fordoblet på 10 år, så de køberne må siges at have gjort en god investering. Picassos Garçon à la pipe var det første kunstværk, der blev solgt for mere end 100 mill. $. Bemærk, at ni af de ti værker er solgt i New York, som stadig må siges, at være verdens kunstcentrum. Det er også bemærkelsesværdigt, at alle kunstnerne, undtagen Munch, er fra det 20. århundrede. Rekorden for et ældre værk er i øvrigt Massacre des Innocents (Massacre of Innocents) af Rubens (1608-1609), som man skal helt tilbage til 2002 for at finde. Det blev solgt i London for 76,6 mill. $, en pris der næppe ville holde i dag, hvor det ville være betydeligt dyrere.

1. Pablo PICASSO – $179.365.000 – Les femmes d’Alger (Version ‘O’) (1955) – 2015-05-11 Christie’s New York
2. Amedeo MODIGLIANI – $170.405.000 – Nu couché (1917-1918) – 2015-11-09 Christie’s New York
3. Francis BACON – $142.405.000 – Three Studies of Lucian Freud (1969) – 2013-11-12 Christie’s New York
4. Alberto GIACOMETTI – $141.285.000 – L’homme au doigt (1947) – 2015-05-11 Christie’s New York
5. Edvard MUNCH – $119.922.500 – The scream (1895) – 2012-05-02 Sotheby’s New York
6. Pablo PICASSO – $106.482.500 – Nude, Green Leaves and Bust (1932) – 2010-05-04 Christie’s New York
7. Andy WARHOL – $105.445.000 – Silver Car Crash (Double Disaster) (1963) – 2013-11-13 Sotheby’s New York
8. Pablo PICASSO – $104.168.000 – Garçon à la pipe (1905) – 2004-05-05 Sotheby’s New York
9. Alberto GIACOMETTI – $103.689.994 – L’homme qui marche I (1960) – 2010-02-03 Sotheby’s London
10. Alberto GIACOMETTI – $100.965.000 – Chariot (1950) – 2014-11-04 Sotheby’sNew York

Kilde: Artprice.com

Kridhvidt og blond Jesusbarn. Er det racisme?
Sebastiano Ricci: The Holy Family with Angels, © metmuseum.org.

En sort amerikaner fra New York, Justin Renel Joseph, har sagsøgt Metropolitan Museum of Art for at vise kunstværker, hvor Jesus er afbildet som en hvid person med blond hår. Joseph (!) mener, at det er et ekstremt eksempel på diskrimination og racisme at udstille ariske udgaver af det mellemøstlige Jesusbarn og kalder museets udstilling af værkerne ‘anstødelig æstetisk hvidvaskning’. Jesus bør være mørklødet og have mørkt hår, som de fleste palæstinensere ser ud. Joseph hævder, at han får ‘traumatisk stress’ ved at kigge på for eksempel Sebastiano Riccis The Holy Family of Angels (ca. 1700), Tintorettos The Miracle of the Loaves and Fishes (ca. 1545-1550), Francesco Granaccis The Resurrection (ca. 1510) og Peruginos Opstandelsen (ca. 1502), og udtaler i den forbindelse: “Jeg skal ikke være nødt til at gå ind i Metropolitan Museum for at se malerier udelukkende for og med hvide mennesker. Det gør mig dårlig. Det er kunst-kun-for-hvide. Jeg har en lille datter, og jeg ønsker ikke, at hun skal se se på dette her.” Joseph hævder tillige, at både museets og byen New Yorks “præsentation af antisemitiske, racistiske og stødende kunstværker i et offentligt forum”, er i strid med den første tilføjelse til USAs Forfatning (First Amendment) og tillige en overtrædelse af afsnit II og VI i loven om borgerrettigheder fra 1964, der forbyder forskelsbehandling hos virksomheder og institutioner, med “offentlig adgang.”

Titel før: ‘Ung negerpige’. Titel efter: ‘Ung pige med vifte’.

For første gang nogensinde tager et europæisk museum et grundigt opgør med landets kolonialistiske fortid. Det hollandske Rijksmuseum i Amsterdam er i færd med at ændre titler og beskrivelser af omkring 220.000 af museets kunstværker. Det drejer sig om kunstværker, hvor der er brugt et sprogbrug, som de gamle europæiske kolonimagter rutinemæssigt anvendte til at beskrive fremmede kulturer eller folkeslag men som i dag forekommer krænkende. Ord som ‘neger’, ‘indiansk’ eller ‘dværg’ vil blive erstattet med en terminologi uden racistiske undertoner. De 12 kuratorer fra museets historiske afdeling har fået besked på at finkæmme museets lagre og digitale filer for titler og udtryk med racistiske undertoner. “Vores største udfordring er at slippe af med de fornærmende beskrivelser online,” siger Martine Gosselink, der er leder af den historiske afdeling, til New York Post. “Indtil nu har vi fundet 132 beskrivelser, der indeholder ordet ‘neger’, og det er let at ændre. Andre ord – som ‘Hottentot’ – et øgenavn hollændere gav Khoi-folket i Sydafrika, som er et hollandsk ord for at stamme, er meget fornærmende, og det er yderst vigtigt at ændre dette så hurtigt som muligt. Det er sager, som er vanskeligere, når for eksempel kunstneren har brugt stødende ord i selve billedtitlen. Også det gamle udtryk for en muslim – muhamedaner – som ofte blev brugt af vesterlændinge, vil blive revideret”. Museet vil dog stadig beholde de originale titler, i sin online database for at bevare den historiske kontekst. Så mangler vi jo bare at få at vide, om der er værker, hvor selve motiverne virker stødende, og om de i så fald bandlyses fra udstillingssalene i Rijksmuseum. Eller om de skal vises som historiske kuriosa i pædagogisk indpakkede særudstillinger?

Christoffer Wilhelm Eckersberg: Liggende model på en seng, 1810-13, olie på lærred

SMK udstillingen En smuk løgn – Eckersberg, er en rigtig fin og interessant præsentation af Eckersbergs imponerende værk – fra portrætter af velstående familier over monumentale skibsmalerier til realistiske skildringer af den nøgne menneskekrop. SMK ejer den største og rigeste samling af Eckersbergs kunst i verden. Han nyder stadig stor anerkendelse i udlandet, og udstillingen bliver således efterfølgende vist på Hamburger Kunsthalle og på Fondation Custodia, Paris. Den består af 95 malerier og 25 tegninger, herimellem værker, der ikke har været vist offentligt siden de seneste Eckersberg-udstillinger i 1983 og flere af malerierne har ikke været udstillet siden 1895. Udstillingen er ikke bygget kronologisk op, men inddelt i tematiske ‘oplevelses’rum. Eckersberg ville være historiemaler, og blev uddannet på Kunstakademiet i København. I 1810 til 1816 videreuddannede han sig i Paris og i Rom, hvor han udviklede nye bud på historiemaleriet og indførte friluftsmaleriet i dansk kunst. I Paris modtog han undervisning hos Jacques-Louis David, og selv om han ikke brød sig om undervisningens form blev det en øjenåbner, der revolutionerede hans måde at male på. I Rom boede Eckersberg i samme hus som Thorvaldsen, der blev en af hans største støtter og kunstneriske rådgivere. Eckersbergs atypiske motiver fra Rom er nok hans mest elskede og beundrede – dels på grund af den utrolige detaljegengivelse og dels de usædvanlige kompositioner. Udstillingen rummer mange kendte og ukendte perler, men hans store lærreder med historiske, mytologiske og religiøse motiver er ikke min kop te, Jeg synes, de er stive og kedelige. De mindre skitser er væsentlig mere interessante og levende, hvilket tydeligt ses på det lille og store billede af Hertug Adolf, som afslår tilbuddet af den danske krone. Til udstillingen er der produceret en glimrende lille, stemningsfuld film som er yderst seværdig. Desuden er der skabt et rum med skyggeeffekter, således at de besøgendes skygger blandes med skikkelser fra Eckersbergs motiver og i et andet rum kan man, ved hjælp af en sindrig opstilling, selv ‘lege’ kunstneren, der betragter sit motiv – sjove ideer.  Den tematiske ophængning fungerer også rigtig godt, og arrangørerne skal have stor ros for de gode og letlæselige billedtekster. Ofte er billedteksterne på kunstudstillinger nærmest ulæselige, og hænger i en højde der kræver, at man kravler rundt nede på gulvet for at læse dem. Udstillingens titel En smuk løgn synes jeg er problematisk. Selv om kurator og museumsinspektør Kasper Monrad forsøgte at forklare den med, at det er en kreativ idé fra et ungt pr-bureau, synes jeg stadigvæk, at det er en mystisk og vildledende titel, der ikke har nogen forbindelse med den smukke udstilling. Hvilket kunstværk lyver ikke? I forbindelse med udstillingen er der også produceret et omfattende katalog i form af et lækkert og indholdsrigt bogværk.

SMK: 8. oktober 2015 – 24. januar 2016