Efter en del fransk-hollandske trasasserier om to sjældne malerier af Rembrandt er striden blevet bilagt, efter at Louvre i Paris og Rijksmuseum i Amsterdam er blevet enige om, at købe billederne i fællesskab for 160 mio €. Billederne blev sat til salg af Rothschild-familen, der erhvervede dem i 1877, hvorefter de kun har været vist en enkelt gang for offentligheden. Rothschild fik lov til at eksportere de to malerier, som så kunne sælges frit på verdensmarkedet. Den hollandske kulturminister, Jet Bussemaker understreger vigtigheden af, at malerierne forbliver i Europa frem for at havne i et ‘velhavende olieland’. De to malerier skal i fremtiden udstilles sammen henholdsvis i Louvre og Rijksmuseum.
Nyt digitalt tidsskrift fra SMK
SMK lancerer, i samarbejde med Kulturstyrelsen, det digitale tidsskrift Perspective, der skal formidle forskning i kunstmuseernes samlinger og museumspraksis. Med det nye digitale kunsttidsskrift bliver der hurtig og nem adgang til den nyeste forskning fra kunstmuseerne. Perspective er et tidsskrift for forskningsartikler, der udspringer af og fortrinsvis har relevans for de danske kunstmuseer. Tidsskriftet vil publicere artikler om den forskning, der er relateret til udstillinger foruden emner, som ikke egner sig til den bredere formidling, museerne er forpligtet til at levere. Det kan være forskning med et snævrere afsæt i værker og kunstnere repræsenteret i danske samlinger, og forskning der har et mere metodisk og teoretisk sigte for eksempel af museologisk og historiografisk karakter. Artiklerne handler om den kunst, der findes på danske museer og formidler museologisk stof med afsæt i dansk museumspraksis. Bidragydere er både danske og udenlandske forskere fra kunstmuseer, universiteter og andre vidensmiljøer. Artiklerne henvender sig til fagfæller og til dem, der har en særlig interesse for og viden om kunst. Tidsskriftets artikler er fagfællebedømte og publiceres på dansk og engelsk.
“Det er både naturligt og relevant, at SMK som hovedmuseum påtager sig en værts- og udgiverrolle for et nyt digitalt tidsskrift. Vi vil gerne bidrage til at udvikle åbne vidensmiljøer og nye publiceringskanaler, der kan give dansk kunstforskning den synlighed, den fortjener,” siger Mikkel Bogh, direktør på SMK.
Kusamas uendelige rum
For nogen tid siden så jeg en spændende tv-udsendelse om den fantastiske 86-årige japanske kunstner Yayoi Kusama, så jeg glædede mig til at se den nyåbnede udstilling med Kusama i uendeligheden på Louisiana. jeg blev ikke skuffet – tværtimod. Det er en fremragende udstilling, som byder på en sand fest for sanserne – en af de bedste i landet i årevis. Kusama er blevet kaldt polkaprikkernes mester, og man får da også prikker både for øjnene og på sjælen. Men udstillingen viser også, at hun er meget mere end de polkaprikker, der har gjort hende poulær i offentligheden og hos forretningsfolk. Udstillingen er kurateret af Louisianas museumsinspektør Marie Laurberg, som, i sin indgående research i Kusamas arkiv og værk, blandt andet har opholdt sig på kunstnerens atelier i Tokyo. Udstillingen rummer arkivmateriale og flere væsentlige værker fra den tidlige periode, som aldrig før har været udstillet, herunder nogle af de allerførste billeder, hun malede i Japan, og som hun havde med til USA, hvor hun boede og arbejdede fra 1957 til 1972. Det er en stor oplevelse at se hendes tidlige billeder samt hendes Infinity Nets-serie, som blev hendes gennembrud i USA. Det er interessant at iagttage hendes allerførste værker og opdage lighederne med hendes seneste billedserier. Udstillingen giver også et fortrinligt indblik i Kusamas ‘ophobnings-objekter’, performances, film og installationer. Lige siden hendes Infinity Nets har hendes arbejde kredset om ‘uendeligheden’ – malerier, der i sin tilsyneladende udendelige repetition stræber mod uendeligheden og ikke mindst hendes installationer, der ved hjælp af spejlvirkninger skaber fascinerende, uendelige rum. Det lyder banalt, men det er faktisk en udstilling, der giver oplevelser for hele familien – med eller uden forudsætninger.
Der er et par små film med Kusama på den glimrende Louisiana-Channel: http://channel.louisiana.dk/search/content/kusamaog desuden er der selvfølgelig en række film på YouTube, hvor man kan følge hendes arbejdsproces.
I forbindelse med udstillingen præsenterer Louisiana et foredragsprogram, der belyser Kusamas værk fra forskellige vinkler. Arrangementerne er gratis for museets gæster.
Louisiana: 17. september 2015 – 24. januar 2016
CHART ART FAIR 2015
Langt om længe kom der liv i Kunsthal Charlottenborg! Chart Art Fair 2015 åbnede fredag den 21. august i strålende solskin med et storstilet gårdparty, hvor eksperimenterende arkitektur mødte gastronomi og musik. Chart Art Fair er en årligt tilbagevendende kunstmesse, som i år præsenterede nutidskunst fra 28 udvalgte gallerier i de nordiske lande. Ud over værkerne på messestandene blev der budt på en række offentlige arrangementer med foredrag og performances. Pavillonerne i Charlottenborgs gård, der indeholdt spisesteder og barer, var resultatet af en arkitektkonkurrence afholdt af Chart Art Fair blandt elever på tre nordiske arkitektskoler.
Deltagende gallerier på Chart Art Fair 2015: Galleri Nicolai Wallner (DK), Gallery Taik Persons (FI), Martin Asbæk Gallery (DK), Niels Borch Jensen (DK/DE), V1 Gallery (DK), Galerie Anhava (FI), Christian Larsen (SE), Anna Elle Gallery (SE), Peter Lav (DK), Galleri Bo Bjerggaard (DK), Andersen’s Contemporay (DK), David Risley Gallery (DK), Galleri Susanne Ottesen (DK), SPECTA (DK), Magnus Karlsson (SE), Galerie Forsblom (FI), i8 (IS), Edition Copenhagen (DK), Christian Andersen (DK), OSL Contemporary (NO), Anderson og Sandström (SE), Nils Stærk (DK), Peder Lund (NO), Andréhn-Schiptjenko (SE), Galerie Nordenhake (SE/DE), Hverfis Galleri (IS), VI VII (NO) og Galleri Riis (NO).
Dan Graham i Ørestad City
Det er ikke kun i Brooklyn (se nedenfor), Nicolai Wallners kunstnere vækker opsigt. I lørdags holdt Grundejerforeningen Ørestad City indvielse i Ørestad Bypark af Dan Grahams værk Big Loop Becoming A Small Loop akkompagneret af taler, softicebod, espressokaffevogn og korsang. Som led i Ørestad Citys udviklingsplan inviteres en række danske og internationale kunstnere til at skabe værker til bydelens offentlige rum. En plan der gør, at Ørestad City med tiden vil udvikle sig til en bydel med kunst af høj klasse. Dan Graham har haft mange anmelderroste udstillinger rundt om i verden, det gælder blandt andet Whitney Museum of American Art, MoMA, Tate Modern, Centre Pompidou, MOCA Museum of Contemporary Art og Guggenheim. Det aktuelle kunstværk er muliggjort takket være donationer fra Københavns Kommune og Copenhagen Business District.
10 dyreste USA-kunstnere
De 10 dyreste nulevende amerikanske kunstnere i perioden 2005-2015 er ifølge artnet Price Database:
- Jeff Koons
- Jasper Johns
- Ed Ruscha
- Christopher Wool
- Robert Ryman
- Brice Marden
- Cady Noland
- Richard Prince
- David Hammons
- Cindy Cherman
Kinas kunstmarked mister pusten
Efter en stigning på 214 % mellem 2009 og 2014, har det kinesiske kunstmarked tabt noget af pusten. På det globale kunstmarked har USA nu igen overhalet Kina – og Storbritannien er kommet på en 2. plads. Målt på omsætning på auktioner i første halvdel af 2015 ligger New York på en klar førsteplads (2.801.407.325 $). Derefter kommer London (1.900.370.527 $) og Beijing (600.327.198 $). En væsentlig årsag til nedgangen i markedet for kunst – og andre luksusvarer – menes at være præsident Xi Jinpings antikorruptionskampagne. Hent en detaljeret 18-siders rapport her.
Kilde: artprice.com.
Jeppe Hein i Brooklyn
Den danske verdenskunstner Jeppe Hein har kreeret 18 fantasifulde, interaktive kunstværker til Brooklyn Bridge Park i New York. Installationen hedder Please Touch the Art og består af tre dele Appearing Rooms – en slags springvand – Mirror Labyrinth – spejlblanke vægge af rustfrit stål – samt 16 Modified Social Benches.
“Med fantasi, lunefuldhed, respektløshed og med følelsesmæssigt resonans, vender Jeppe Hein vores kendte forestillinger om kunst på hovedet. I stedet for den respektfulde afstand, der kræves i museer, indbyder Heins værk til deltagelse. Med titlen Please Touch the Art opmuntrer han os til at interagere fysisk med sin kunst.” sagde Nicholas Baume, der er leder af Public Art Fund, ved åbningen af oplevelses-skulpturerne.
Se mere her.
Se mere om Jeppe Hein på Nicolai Wallners hjemmeside.
Kunstauktion på billedhuggerskolen
Søndag den 21. juni holder de studerende på Billedhuggerskolen Charlottenborg kunstauktion – en støtteauktion for de studerendes studierejse til Mexico. Auktionen afholdes i det store atelier i kl. 15.00 – 17.00. Billedhuggerskolen Charlottenborg, Heibergsgade 9-11. 1056 Kbh K. Auktionen falder i 3 kategorier:
- “Classic”: Gipsafstøbninger fra Kunstakademiets afstøbningssamling.
- “Classic Modern”: Donerede originalværker af Bjørn Nørgaard, FOS, Marie Lund, Lea Porsager, Rene Schmidt, Rolf Nowotny, Karen Harsbo, Franco Turchi, Malene Bang, Holm Olsen, Pontus Kjerrman og Martin Erik Andersen
- “Contemporary”: Original værker af akademiets egne studerende!
Katalog: http://freepdfhosting.com/663baa660b.pdf
Pre-bids kan mailes til Jens på jenshfn@hotmail.com
En kulturtur til Lund
Københavns nabo, Malmø, byder på mange fine kunst- og kulturtilbud, men Lund, der ligger små 20 km længere væk, har også et rigt udvalg af kunst- og kulturoplevelser – rigeligt til en hel dags oplevelser. Bymidten er fyldt med historie. Flere gader fra middelalderen og en del af den oprindelige byvold står den dag i dag. I centrum findes domkirken, universitetet, kunsthallen, flere museer, gallerier, livlige markeder, butikker, caféer og restauranter samt en botanisk have. Lund er en gammel universitetsby, og universitet er Nordens største. Det blev grundlagt i 1666 som led i en indsats for at gøre Skåne mere svensk – det Skåne som otte år tidligere var blevet tilbageerobret fra Danmark. Lunds Domkirke fra 1100-tallet er en af Skånes populæreste attraktioner, som årligt besøges af ikke mindre 700.000 gæster.
Midt i byen ligger Kulturen, som huser udstillinger og historiske bygninger fra forskellige epoker, samt hyggelige haver og unikke samlinger af gammeldags legetøj, våben og redskaber. Det er verdens næstældste frilandsmuseum, og bygninger og miljøer fra det sydlige Sverige fylder her to hele kvarterer. Museet huser også en park med historiske haver samt interessante permanente og skiftende udstillinger.
På Historiska Museet vises fundene fra udgravningerne på en jernalderboplads, og her kan man også se Kilian Stobaeus samling af kuriositeter i Kuriosakabinettet med blandt andet Linnés tekop, en mumie og pornografiske vifter.
Det kunstmæssige flagskib er Skissernas Museum, hvor der vises der forberedende arbejder til kunst i det offentlige rum fra svenske og internationale kunstnere. Et must er også Lunds Konsthal, der præsenterer skiftende udstillinger med svensk og international samtidskunst.