Fotografen, forfatteren og musikeren Lars Schwander udstiller hos Galleri Tom Christoffersen, hvor han viser portrætfotos af et udsnit af de kunstnere han har mødt gennem tiderne som Björg, Robert Frank, Helmut Newton, Cindy Sherman og Martin Kippenberger. Udstillingen omfatter desuden et par af hans nyere portrætter af unge kvinder. Lars Schwander er en af de centrale skikkelser i dansk fotografi gennem kuratering, skribentvirksomhed og som organisator. Parallelt med dette arbejde har Lars Schwander til stadighed selv arbejdet med portrættet og forsøgt at nå dybere ind i forståelsen og funktionen af portrætfotografiet. Der er en tyndhudet følsomhed over portrætterne på udstillingen, hvor Lars Schwander viser, at han gennem kameralinsen er i stand til at opnå en helt personlig føling med modellerne, en speciel form for nærkontakt der forplanter sig til beskueren. Det er en perlerække af begavede portrætter, og især de fotografier hvor modellerne kigger direkte ind i kameraet er helt uforglemmelige.
Galleri Tom Christoffersen: 26. juni – 19. september 2014