Som en opfølgning på Bo Bjerggaards udstilling for et år siden (spøg til side ..!) er den hippe tyske kunstner, Daniel Richter, aktuel på Louisiana med udstillingen Lonely Old Slogans. Richter har bevæget sig fra at være grafisk designer og punker samt venstreorienteret aktivist i det tyske autonome miljø til at være en af Europas mest efterspurgte og højst betalte billedkunstnere. Ud over at være billedkunstner ejer han pladeselskabet Buback, som producerer punk, jazz og hip-hop-musik, og hvor han også designer pladecovers for blandt andre Die Goldenen Zitronen. Det er nærliggende at sammenligne Richters billeder med den jævnaldrende skotte Peter Doig, der havde en storslået udstilling på Louisiana sidste år, for de benytter sig af næsten samme malemåde og farveholdning, de arbejder begge i stort format og anvender begge menneskelige skikkelser i en slags mytologisk verden, som trækker beskueren med ind i en fortælling, et sceneri, man selv kan digte videre på. Den store forskel er, at Richter med aggressiv råstyrke udpensler en dystopisk og anarkistisk, voldelig verden mens Doig, med sine spejlinger i vand, i højere grad præsenterer os for gådefulde, dragende, nærmest filmiske mysterier. Louisianas udstilling Lonely Old Slogans er den første store præsentation af kunstneren i Skandinavien – og den vandrer efterfølgende til Wien og London. Udstillingen præsenterer 45 malerier, hvoraf flere af dem er i stort format og spænder over de tidlige abstrakte billeder fra 1995, over de figurative fortællinger og frem til de allerseneste, hvor Richter igen nærmer sig det abstrakte.
Illustration: Daniel Richter, ‘Erinnerungen an S.O.36′, 2009, Olie på lærred, Igal Ahouvi Art Collection, Foto: Jochen Littkemann, Berlin
Louisiana: 8. august 2016 – 8. januar 2017