Året 2018 har tilsyneladende været et kanon år for danske kunstmuseer. Ikke kun Louisinana, men også Glyptoteket melder om rekordbesøgstal. I 2018 besøgte 448.934 gæster Glyptoteket. Det er det højeste besøgstal i museets historie. Sidste år besøgte 410.160 gæster Glyptoteket, det tal er nu slået med knap 39.000, hvilket gør 2018 til det bedst besøgte år nogensinde. ”I 2018 præsenterede vi tre store særudstillinger, der hver især trak mange gæster til museet. Vi lagde ud med Farao. Magtens ansigt, fulgte op med Beriget & Beruset og sluttede året af med Odilon Redon. Into the Dream. Et særkende ved alle udstillingerne er, at de er funderet i en stræben efter originalitet og høj faglighed. Samtidig har vi eksperimenteret med nye måder at formidle kunsten på. Det er godt at se, at gæsterne kvitterer for denne indsats,” siger direktør for Glyptoteket, Christine Buhl Andersen.