Spændende Louisiana-pop

 

Er ‘Pop-Art’ kunst eller design? Er design kunst? Eller er det både-og? De spørgsmål tages op på Louisianas nye, store udstilling Pop-Art Design. Pointen i udstillingen er, at ‘pop-kunstnerne’ lånte af designerne , som derefter lånte af kunstnerne og så videre. Pop-kunsten vandt jo for alvor frem, da forbrugersamfundet boomede i 50′erne, og pop-kunstnerne lånte/stjal med arme og ben fra de mest ikoniske varemærker og fra populærkulturen. Her er det jo især bannerførere som Warhol og Lichtenstein, man tænker på. Den udvikling præger stadig en stor del af kunstlivet, hvor appropriations-kunst og -kunstnerne stadig er nogle af de mest toneangivende på markedet, kunstnere som Jeff Koons, John Baldessari, Richard Prince og Glenn Brown. Det var også 50′ og 60′erne, de helt store designere, med stor succes, slog igennem hos visionære virksomheder i USA og Europa. Den aktuelle udstilling på Louisiana er delt op i en række tableauer, hvilket er godt tænkt og rigtig godt udført. En interessant udstilling, som er lige til at gå til på grund af disse informative og flotte tableauer. Udstillingen er udarbejdet i samarbejde med Vitra Design Museum og Moderna Museet i Stockholm. I forbindelse med udstillingen er der planlagt en række arrangementer, hvor danske og udenlandske eksperter giver deres bud på enkeltaspekter af Pop.

Illustration: Installation fra Vitra Design Museum, rum 4, ©Vitra Design Museum 2012, foto: Ursula Sprecher

Louisiana: 22. februar – 9. juni 2013

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.