Tillykke med de 100 år!

På udstillingen kan man beskue en model af udstillingsbygningen.

Med den mangefacetterede og underholdende udstilling 100 x Forår fejrer Den Frie Udstillingsbygning, de første hundrede år på Oslo Plads i København. Den meget runde dag fejres blandt andet ved at kunstnerne fra sammenslutningen Den Frie Udstilling samt fem inviterede gæsteudstillere viser nye værker, der på forskellig vis peger på bygningens historie og fremtid.

Sivskoene står klar til en tur i sandet – som for 100 år siden!

De 48 kunstnere i Den Frie Udstilling, repræsenterer flere generationer og meget forskellige kunstneriske retninger. Men på udstillingen 100 x Forår er det selve bygningen, både som arkitektur og som kunstværk, der er omdrejningspunktet. Det er dog langt fra alle værkerne, der tydeligt refererer til J.F. Willumsens smukke og særprægede gamle udstillingsbygningen.

Viftepalmer er også sat op som en hilsen til de ‘gamle dage’. Her foran Claus Carstensens stærke billeder med tekster fra trusselsbreve, digteren Yahya Hassan har modtaget.

Kunstnere er blevet bedt om at producere værker, som forholder sig til bygningen, enten som symbolske referencer eller helt konkret ved at genbruge materialer fra den nu nedrevne tilbygning. Desuden vil man kunne opleve antydninger af iscenesættelser af udstillingsrummet, som det så ud da bygningen stod færdig i 1914, hvor bl.a. viftepalmer og kurvestole skulle mime dagligdagsinteriør, gæsterne skulle iklæde sig sivsko og gå på et gulv dækket af sand. Farverne på væggene er flere steder tilbageført til gul, grøn og rød.

3-D print af Morten Stræde sørger for, at den nyeste teknik også er repræsenteret på jubilæumsudstillingen.

Deltagende kunstnere er: Bjørn Nørgaard, Camilla Berner, Elle Klarskov Jørgensen/Mikael Thejll, Elsebeth Jørgensen, Emil Westman Hertz, Finn Reinbothe, Freddie A. Lerche, Hein Heinsen, Henriette Heise, Henrik B. Andersen, Henrik Plenge-Jakobsen, Jesper Christiansen, Jytte Høy, Jørgen Michaelsen, Kim Naver, Kirsten Ortwed, Kristine Kemp, Lars Bent Petersen, Leif Kath, Lis Nogel, Margrete Sørensen, Maria Finn, Martin Erik Andersen, Mikkel Carl, Morten Stræde, Niels Andersen, Niels Erik Gjerdevik, Per Bak Jensen, Pernille With Madsen, Peter Holst Henckel, Pia Rönicke, Poul Pedersen, Signe Guttormsen, Sophia Kalkau, Søren Elgaard, Søren Lose, Thorbjørn Lausten, Torben Ebbesen. Gæstekunstnerne: Ai Weiwei, Rosemarie Trockel, Claus Carstensen, Yvette Brackman og Morten Søkilde.

Hein Heinsens pragtfulde udgave af Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Den Frie: 3. maj – 8. juni 2014

 

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.